Fredag den 29. september kl. 19.00 slår Bjæverskov Forsamlingshus dørene op til en festlig aften med masser af god mad og dejlig musik.
Forpagterne Birgitte og Finn Bendixen glæder sig til, at Torben Lendager igen besøger Bjæverskov.
"Han var der også for et par år siden, men har nu skiftet 3-mands bandet ud, så de er 5 mand på scenen, og det løfter hans musik til en helt anden dimension. Den evige teenager kalder man Torben Lendager og med rette", siger Finn Bendixen fra Bjæverskov Forsamlingshus.
Torben Lendager sætter gang i festen, som indledes med en lækker Carvery-Buffet bestående af 3 slags kød, 2 slags kartofler, pastasalat og 2 slags grøn salat. Derefter går det løs til de glade toner, og gæsterne får det de kommer for.
Der er både musik fra Torben Lendagers tid i Walkers, hans dansksprogede udgivelser og masser af partystemning.
Billetter skal forudbestilles og koster kr. 275,- inkl. menu og dans. Billerne bestilles på bf@bfbendixen.dk.
Torben Lendager og Finn Bendixen har kendt hinanden i mange år. Da Finn Bendixen selv spillede med band var Torben Lendager ofte gæstesolist, og da forsamlingshuset i juni fejrede Paul McCartneys fødselsdag ved at invitere en række musikalske venner på besøg, så var Torben Lendager selvfølgelig også med. Nu kommer han med sit band for at sætte gang i sensommerfesten i Bjæverskov Forsamlingshus.
