Ny Fiona søges til butik

Eva Lyng Johansen - Er du den ny Fiona - overtag et eventyr!

Sådan skriver Hanne Mølsmark, indehaver af butik og café Fionas Verden i Kalundborg på Facebook.

Hun har selv besluttet at stoppe efter 11 år, hvor de første fem år var på Nytorv i Kalundborg og de sidste seks år har været på hjørnet ved Lindegade og Møllestræde i det gamle apotek.

- Mine arme har lyst til at slappe af, og nu hvor mine tre børn er blevet større, vil jeg gerne have lidt mere tid til dem, siger den 49-årige Hanne Mølsmark.

Børnene er 12 år, 15 år og 22 år, og Hanne Mølsmark vil også gerne have lidt med tid til sin mand.

Hun håber på at finde en en ny Fiona, som vil overtage Fionas Verden, og der er allerede et par stykker, som har vist interesse, oplyser Hanne Mølsmark.

- Det har været et super fantastisk eventyr at skabe sit eget univers, og jeg kommer til at savne alle mine kunder, siger Hanne Mølsmark.

Nu håber hun, at der dukker en op, som er klar til at overtage Fionas Verden.

- Opskrifterne følger med, siger den bageglade Hanne Mølsmark med et smil.

Hun bager selv alle kagerne, som bliver serveret i caféen.

Hvis ikke det lykkedes, så slutter det med en glad fest lørdag den 21. oktober med lækre hapsere.

Opslaget er blevet delt 139 gange, og flere har kommenteret, at livet som butiksejer kunne være spændende eller foreslår andre at blive det.

Hvad fremtiden står på for Hanne Mølsmark, ved hun endnu ikke.

- Det bliver helt sikkert noget, hvor jeg kan bruge min idérigdom, og så skal det også være noget, hvor jeg bevarer min frihed, siger Hanne Mølsmark.

I første omgang vil hun dog koncentrere sig om at få afrundet kapitlet med Fionas Verden, hvad enten den skal overdrages til en ny eller lukkes i efterårsferien.

- Det er svært at forestille sig, at butikken ikke skal være der, siger Hanne Mølsmark.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...