Udenfor piskede regnen ned, og omgivelserne i Ringsted Lystanlæg blev mere og mere smattede i torsdagens løb. Men på første sal i restaurant Scenekanten på Ringsted Festival kunne man se det hele lidt fra oven - og nyde himmelsk mad fra Elmely Kro, med tilsvarende gode drikkevarer som ledsager.
VIP-loungen med den lækre gourmetmad er det sidst nye initiativ, der skal være med til at dække behovene hos det meget brede spektrum af gæster, som kommer til Ringsted Festivalen.
I spidsen står salgschef Jacob Juul Nordan Larsen, som er leder af områderne mad, drikke og VIP-service.
Han kunne glæde sig over, at der er udsolgt fredag og lørdag - mens der var pænt belagt torsdag. Og det skal endda ses i lyset af, at man skal gå »all-in«, hvis man vil benytte tilbuddet, der kun sælges som en heldagspakke med frokost, middag om aftenen og et bredt udvalg af drikkevarer af høj kvalitet.
Hvor nogle af Ringsted Festivals madsteder er bemandet af frivillige, så er Scenekanten et top-professsionelt etablissement med ti tjenere på gulvet om aftenen. De seks kommer fra Elmely Kro, mens restaurantchef Simone Ørsted Jensen har fået lov at håndplukke de sidste fire.
Dertil kommmer kokke og ledere, så stedets gæster skulle gerne opleve et serviceniveau, der er på højde med restaurantens placering.
Det er velkendt, at gourmetmad ofte kommer mest til sin ret i små tapas-agtige portioner, og det holdt i hvert fald stik, da DAGBLADET prøvesmagte nogle af frokostretterne, som er de samme alle tre dage.
Aftenens noget større retter er derimod forskellige. Torsdag stod den på laks og frilandsgris, fredag lyder menuen på laks og bøf med hjemmelaver bearnaise - mens lørdag starter med retter med henholdsvis skaldyr og kyllingebryst - efterfulgt af ungkalv.
De omtalte tapas til frokost er kyllinge-rilette med kød fra Bang's Hønniker - kroens varmrøgede, færøske laks fra egen røgeovn - sommersalat - og hjemmelavede snackpølser med grov karryketchup.
Dertil hjemmebagt brød af økologisk mel fra Mejnerts Mølle,