MINDEORD: I forbindelse med Tutter Givskovs død har vi modtaget disse minderod fra Halsnæs Musikforening:
Violinisten Tutter Givskov er død, 92 år gammel, - en legende i violinens og musikkens verden er gået bort. Hun var allerede tidligt i gang med en musikerkarriere, startende som 6-årig med violinspillet og senere som 14-årig elev på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med bl.a. Erling Bloch som lærer.
Tutter Givskov havde et særdeles mangesidigt musikerliv som kammermusiker, solist, orkestermusiker og sidst men ikke mindst som underviser.
Hun var i 1957 med til at stifte den navnkundige Københavns Strygekvartet som foruden Tutter som primaria havde Asger Lund Christiansen på cello, Mogens Lüdolph, senere Mogens Durholm, på 2. violin, og Mogens Bruun på bratsch. Repertoiret var stort, mere end 100 kvartetter af alle de store komponister klar til fremførelse. Foruden utallige koncerter i Danmark førte arbejdet i kvartetten også til verdensscener som Carnegie Hall New York og til koncerter i Tokyo. Adskillige pladeindspilninger blev det også til, bl.a. Vagn Holmboe's samlede strygekvartetter, men også kvartetter af bl.a. N.W. Gade, C.F.E. Hornemann og Carl Nielsen.
Virket som orkestermusiker var bestemt heller ikke fremmed for Tutter Givskov. Allerede i 1951 blev hun koncertmester i Tivolis Symfoniorkester og fra 1954 blev hun medlem af Det Kongelige Kapel. Men også som solist var hun kendt og elsket og der er den dag i dag musikelskere, som taler henført om den unge Tutter Givskovs fremførelser af Bruch's og Mendelssohn's populære violinkoncerter i 1950'erne.
En meget stor betydning for det danske musikliv havde Tutter Givskovs mangeårige arbejde som underviser i violin og kammermusik ved Aarhus Konservatorium. Hun startede med at undervise her i 1971, blev docent i 1980 og siden professor fra 1988 til 1999. Rigtig mange danske violinister ser med taknemlighed tilbage på hendes undervisning, nævnes kan koncertmester i Danmarks Radiosymfoniorkester Christina Åstrand og violintroldmanden Kim Sjøgren blandt mange andre. Syv af radiosymfoniorkestrets nuværende violinister har haft Tutter Givskov som underviser. Også i årene efter konservatoriearbejdet valfartede mange tidligere elever og nu etablerede violinister til hendes hjem på Arrenæs for råd og vejledning. Ikke mindst for sin omfattende lærergerning modtog hun i 2018 kammersanger Emil Holms Mindelegat.
Halsnæs fik en helt særlig betydning for Tutter Givskov da hun i 1960'erne sammen med sin mand komponisten og pianisten Egil Harder flyttede til idylliske omgivelser på Arrenæs nær ved Arresø. Hun var stærkt knyttet til stedet og boede her næsten til det allersidste. Hun havde stor betydning for udviklingen i det lokale musikliv hvor hun var medvirkende til oprettelsen af Halsnæs Musikforening og senere den landskendte Frederiksværk Musikfestival. Frederiksværk forstod at værdsætte musikerparrets betydning, Tutter blev således udmærket med titlen Frederiksfant, en titel som tilfalder mennesker med en helt særlig betydning for kulturlivet i Halsnæs. Hendes mand Egil Harder blev både æresborger og fik en gade i Frederiksværk navngivet efter sig.
Tutter Givskov var også i sine sene år aktiv på violinen. Således arrangerede hun i 2014 en koncert i Gjethuset, Frederiksværk med en kvintet hvor hun selv var medvirkende. Hun var heller ikke karrig med optræden i Halsnæs lokalområdet, hvor hun glædede beboere og gæster på forskellige institutioner med sit spil. Det var en musikalsk gerning som hun fandt meningsfuld og betydningsfuld og var glad for at deltage i.
Halsnæs Musikforening hvor Tutter Givskov var æresmedlem og tidligere kunstnerisk leder nød i de mange år godt af hendes store netværk i den danske musikverden. Det førte til et utal af fine koncertarrangementer, ikke mindst med unge kunstnere på vej ind i karrieren. Ikke sjældent fik de også mulighed for at spille for Tutter og få et par gode råd med på vejen inden næste trin var at gå på scenen i koncertsalen.
Tutter Givskov vil blive savnet, Æret være hendes minde.
Halsnæs Musikforening
Frederiksværk
