Hvis alt går efter planen, og der ikke opstår nye problemer i Vig Svømmehal, sigter Odsherred Kommune efter at genåbne svømmehallen i weekenden 2.-3. september - et år efter nedlukningen 1. september 2016, hvor der var fundet utætheder og udposninger på bassin-dugen.
- Belært af alle erfaringerne går vi lige lidt forsigtigt frem og kan ikke love en endelig åbningsdato endnu. Men vi sigter efter at holde åbent hus med fri adgang til svømmehallen i weekenden 2.-3. september.
- Vi vil godt gøre lidt ekstra ud af genåbningen og på den måde give svømmehallen en »saltvandsindsprøjtning« til at komme godt i gang, siger Søren With (S), formand for kultur- og folkeoplysningsudvalget i Odsherred.
I øjeblikket er vandet i det store bassin ved at blive kørt igennem vandbehandlingsanlægget.
- Efter vandbehandlingen kommer en kort testperiode, hvor nogle af de faste brugere af svømmehallen lige tester, at alt er i orden, siger Søren With.
