Torsdag formiddag klokken 10 åbnede tøjgiganten H&M sin første outlet-butik i Danmark.
Det skete i Ringsted Outlet, hvor de mange fremmødte kunder pænt ventede i en lang kø for at få del i åbningstilbuddene.
I dagens anledning var hele 10 H&M medarbejdere kaldt på arbejde, og de talte i fællesskab ned fra 10, inden den røde snor til butikken traditionen tro blev klippet over.
Der er i første omgang tale om en såkaldt Pop-up- butik. Det betyder, at butikken som udgangspunkt er midlertidig, men area manager for H&M's butikker i det sydlige Jylland, på Fyn og Sjælland med undtagelse af København Martin Winckler-Carlsen tror på, at butikken bliver permanent.
- Vi er meget imponerede over forhåndsinteressen for butikken, og vi vil gøre vores ypperste for, at det her bliver en vedvarende succes, siger han.
Han har i første omgang ansat fem fuldtidsansatte medarbejdere til butikken, der ligger over for Nike og lige ud til parkeringspladsen på Klosterparks Allé 1 i Ringsted.
- Vi er meget tilfredse med butikkens placering. Den ligger meget synligt og ved siden af nogle stærke brands. Generelt er jeg meget imponeret over Ringsted Outlet. Her er pæne butikker og skarpe priser. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor det tiltrækker mange besøgende. Det er noget højere niveau, end de outlets jeg har set i USA, påpeger Martin Winckler-Carlsen.