Festival-direktør: Vi hyrer eksperter

Direktør for Ringsted Festival Anders Sørensen har efter mandagens gennemgang af Lystanlægget med Ringsted Kommune taget kontakt til et firma, der har ekspertise i den type opgaver.

- Kommunen har anbefalet os at bruge et firma fra Roskilde, der er specialister, og dem har vi taget kontakt til, siger Anders Sørensen om resultatet af gennemgangen af Lystanlægget.

Flere borgere har kritiseret den tilstand, som Lystanlægget var i efter Ringsted Festival 3.-5. august - ikke mindst på baggrund af massive regnmængder under festivalen.

- Jeg gør bare, som jeg bliver bedt om - og betaler selvfølgelig, tilføjer Anders Sørensen.

Inden besigtigelsen havde Anders Sørensen udtrykt bekymring for, om dræningen, som Ringsted Kommune har lavet, er god nok, fordi jorden mellem dræn og overflade er meget leret og presset sammen efter brugen. Men der er endnu ikke indledt en dialog om den del af parkens fremtid.

- Der blev foretaget nogle stikprøver af en uvildig konsulent, som kommunen havde med, og de viste, at der ikke var sket nogen komprimering, siger Anders Sørensen og tilføjer:

- Min konklusion er, at Ringsted Kommune nok ikke vil investere store summer i yderligere dræning, så jeg vil nok gøre det, at jeg næste år investerer i nogle flere trægulve, som kan lægges henover plænen.

Han oplyser, at firmaet, der skal udbedre græsplænen, går i gang med det samme.