WATERMUSIC Årets første Watermusic-koncert i juli var et brag af en dansefest tilsat en idyllisk solnedgang over Kattegat.
Dén succes har arrangørerne tænkt sig at gentage på lørdag 26/8, hvor internationale musikere sørger for eksotiske danserytmer fra ydescenen i Hundested Havn.
I spidsen for de fem musikere og forsangerinden i The Cuban Connection er den franskfødte hundesteder Laurent Fricault. Med udgangspunkt i deres forskellige musikalske baggrunde serverer de et unikt og energisk repertoire af hede numre inspireret af bl.a. mambo, cha-cha-cha og son cubano.
Inden salsarytmerne er der smuk musikalsk opvarmning ved sing-songwriter Ophelia Sangill, som du kan smuglytte til allerede nu på YouTube: https://youtu.be/KHLyShgH_n8.
Klokken 17 åbner baren og picnickurvene kan pakkes ud. Ophelia Sangill går på scenen kl. 19 og herefter, omkring kl. 21 spiller The Cuban Connection op til dansefest på kajen.
Der er et begrænset antal stole og borde, så kom i god tid eller medbring stol, pude, picnictæppe, eller hvad du nu har lyst til. Medbring også egen aftensmad eller book en picnickurv hos Halsnæs Bryghus eller Restaurant Bellona.
Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at medbringe egne drikkevarer.