Driftsleder i Vej og Park Bent Bodebjerg vurderer ikke, at Ringsted Lystanlæg skal drænes yderligere for at undgå at regnvand flyder ovenpå, når der kommer store regnmængder.
Der har ellers været kritik af den dræning, Ringsted Kommune foretog sidste år, idet den tilsyneladende ikke har virket efter hensigten.
Men hvis man dræner yderligere - for eksempel i form af gruslommer i plænen, som skulle hjælpe vandet til at nå drænrørene - vil det have andre ulemper.
- Vi spulede drænene sidste år og lagde ekstra på stierne. Vi har også lagt ekstra dræn nogle steder. Men den regn, der kom om torsdagen (under festivalen, red), kunne alligevel ikke nå ned i nogle dræn, før det blev trådt op, siger Bent Bodebjerg.
- Hvis vi fortager en kraftigere dræning i hele området, vil det kræve, at plænen vandes med vandingsanlæg i tørkeperioder. Og det vil være dyrt. Man kan jo altid dræne parken som fodboldbanen i Parken, men der er konsekvenser af, hvad vi gør.
Jorden er ok
Ifølge Bent Bodebjerg tog græsfirmaet Selenco stikprøver fra plænen for at vurdere strukturen på jorden:
- Jorden var ens ned til 30 centimeter, og det er meget positivt, siger han.
Ringsted Kommune har krævet at plænen luftes, og at der efterfølgende sås græs og tilføres gødning.
Men ellers har beplantningen i Lystanlægget det fint, vurderer Bent Bodebjerg.
- Der var et enkelt egetræ, som der var blevet bakket op i. Her beder vi fremadrettet om fysisk beskyttelse af træerne.
Selv om parken ifølge driftslederen vil se grøn ud igen i løbet af 14 dage, medgiver han, at en festival med 15.000 mennesker påvirker beplantningen.
- Det er rigtigt, at på sigt vil aktivitet i den størrelse påvirke biologien, som man også har set det på Skanderborg Festival, lyder det.