I september forlod Nordea Gribskov, da man lukkede filialerne i Helsinge og Gilleleje. De efterlod dog hæveautomaterne, men nu skal dem i Helsinge også flyttes. De skal dog ikke flytte så langt. Faktisk bare lige over på den anden side af gaden.
Hæveautomaterne kommer fremover til at ligge på Østergade 2 i stedet for i de gamle Nordea-lokaler, hvor Sparekassen Sjælland snart slår dørene op. Og ifølge filaldirektør i Nordea, Jesper Brendstrup, kommer den nye hæveautomat til at indeholde noget, som folk har efterspurgt i længere tid.
"Man kommer til at kunne sætte Euro ind. Det ved jeg, at mange har manglet. Når man kommer hjem fra ferie, behøver man ikke at tage turen til Hillerød. I stedet kan man bare gå ned i hæveautomaten med de overskydende penge," siger Jesper Brendstrup, der samtidig fortæller, at de tirsdag og onsdag byder på morgenboller og kaffe foran de snart forhenværende hæveautomater, mens selve flytningen foregår.
"Hvis man har noget, man gerne vil tale med os om, kan man bare komme ned. Vi står klar fra 8-17 til at svare på spørgsmål og hjælpe folk med at lære de nye hæveautomater at kende."