Sommersjov for børn i Frøgården

Igen i år er der sommeraktiviteter for børn i Frøgården i Haslev, og som altid er plænen fyldt med glade børn, der maler, spiller fodbold og laver snobrød.

Vejret har artet sig noget bedre end de forrige år, og det kan man tydelig mærke på stemningen, for uanset om man kigger på drengene på fodboldbanen eller de mange børn, der leger med ansigtsmaling eller laver popkorn over åben ild, så er det tydeligt, at de hygger sig.

- Det har været en rigtig god dag, og børnene er glade for, at vi holder det, siger Søs Rasmussen, der har været med til at arrangere sommeraktiviteterne i Frøgården de seneste otte år i træk.

Som noget nyt i år kommer klovnene Tulle og Nanett forbi torsdag og afholder klovne-workshop med børnene. Her kan de lære at trylle, bugtale og andre klovnerier, og når dagen slutter, vil der være en lille forestilling, hvor både børn og klovne for lov at vise, hvad de kan.

- Tulle er rigtig god at samarbejde med, for hun engagerer sig meget i byen, og så er hun jo rigtig god med børnene, siger Søs Rasmussen.

Som afslutning kommer brandvæsnet fredag og sætter gang i både vandbaner og skumfest, og det plejer at være en fest for børnene.

Sommeraktiviteterne i Frøgården fortsætter frem til fredag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...