Slagelse Vandrerhjem solgt: Bliver til Danhostel Slagelse

Slagelse Vandrerhjem er solgt til Næstved-selskabet Bobjani. Nu skal huset bringes op til nutidens standard, med topmoderne badeværelser og nye faciliteter. Det nye navn bliver Danhostel Slagelse

Slagelse Vandrerhjem er solgt til Næstved-selskabet Bobjani. Nu skal huset bringes op til nutidens standard, med topmoderne badeværelser og nye faciliteter. Det nye navn bliver Danhostel Slagelse

Nye tider er på vej på Slagelse Vandrerhjem, efter at Næstved-selskabet Bobjani pr. 1.9.2017 har købt ejendommen på Bjergbygade 78 af selskabet Mit Aps, Slagelse, for en pris af 2 mill.kr.

Det bliver startskud for en omfattende renovering af hele ejendommen. Samtlige værelser udstyres med topmoderne badeværelser, trægulve og gode senge, oplyser Jens Würtz, på vegne af Bobjani.

- Det skal ikke være ringere end hotellerne - jeg vil da også tro det bliver næsten bedre, lyder det lunt fra Jens Würtz. - Folk vil bo ligesom derhjemme - og gerne lidt bedre.

Også de seks eksisterende byhuse i tilknytning til vandrerhjemmet udstyres med tekøkkener og bad, og yderligere seks huse planlægges opført. Campingpladsen bevares og udstyres med førsteklasses faciliteter til autocampere, som her kan parkere bare 700 meter fra byens centrum.

En del af løsningen bliver også etablering af 20-24 ungdomsboliger i sidebygningen.

- Vi vil helst ha vandrerhjem i det hele, men vi har sådan brug for ungdomsboliger, konstaterer Jens Würtz, der også økonomisk ser dette som en god kombination, i første omgang for en 2-3-årig periode.

Men først skal alt bringes op til nutidens standard - ellers ser man ingen fremtid for det gamle vandrerhjem.

Del 1 forventes færdigbygget til foråret, Del 2 i foråret 2019. Til en forventet pris mellem 11 og 15 mill. kr.

Borgmester Sten Knuth glæder sig over at man nu har sikret byen et vandrerhjem og hostel.

- Det var vigtigt for Økonomiudvalget, at det blev bragt op på et niveau, som gjorde at gæsterne ville komme og besøge stedet.

Fra restaurationer til ejendomme

Bag selskabet Bobjani af 15.10.1975 står direktør Bjarne Nielsen, som gennem mere end 45 år bl.a. har drevet Tivolis Koncertsal samt andre restaurationer i Tivoli og flere spisesteder og diskoteker i Næstved. Disse blev imidlertid afhændet, og i forbindelse med finanskrisen begyndte Bjarne Nielsen at investere i ejendomme, bl.a. på Marievangsvej, Løvegade og Bredegade i Slagelse, samt huse i Næstved og Karrebæksminde.

Jens Würtz er »højre hånd« i virksomheden, og står bl.a. for drift og vedligehold af ejendommene. Det er også ham som har forhandlet aftalen om købet af Slagelse Vandrerhjem på plads med hhv. sælger og Slagelse Kommune.

Og engagementet rækker videre end det: det er hensigten at Birgit og Jens Würtz skal overtage forpagtningen af vandrerhjemmet. Den opgave er de helt klar til.

- Det skal drives med hjertet, ellers lykkes det ikke. Og det duer ikke, hvis du ikke er der. Så vores sommerferier er aflyst i hvert fald de næste fem år. Så tager vi revanche til jul og nytår, smiler Jens og Birgit Würtz, som begge stammer fra Jylland, men i dag bor i Slagelse.

- Det hjælper ikke at man har nok så flotte mursten og morgenmad, hvis folk ikke føler sig velkomne, kommer de ikke igen, konstaterer parret, som har boet 9½ år i udlandet og både taler tysk, engelsk og lidt fransk.

Samtidig med at det gamle vandrerhjem optimeres, forsvinder navnet Slagelse Vandrerhjem. Man har indgået en samarbejdsaftale med Danhostel, og fremover kommer der til at stå Danhostel Slagelse på flag og skilte som viser vej til overnatningsstedet.

Det giver iflg. direktør Ole Andersen, Danhostel, adgang til samarbejde og mentorordning mellem 68 danske kolleger - og et vindue til hele 90 lande i verden. Han glæder sig over aftalen i Slagelse, og ser meget optimistisk på fremtidsmulighederne. Interessen for denne type overnatning er nemlig stærkt stigende - særligt her i regionen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...