Der bliver mere pres på mobilnetværket, end der plejer, når op mod 13.500 festivalgæster mødes i Lystanlægget til Ringsted Festival den 3. - 5. august.
Telenor har derfor justeret de omkringliggende mobilmaster og rykker ind med en ekstra mobilmast på festivallen, så sms´er, samtale, og billede-uploads kan flyde lige så frit som tonerne fra Anlægs- og Reaktorscenen.
- Vi ved at vores kunder er glade for at dele musikoplevelser i billeder og videoklip med både familie og venner på de sociale medier, og vi kan se ved, at der bliver uploadet væsentligt mere på vores event-master, end der gør på vores almindelige sites. Derfor skal vores master være toptunet til den øgede datatrafik, så vores kunder kan få en god netværksoplevelse uden forsinkelser og black outs, lyder det fra Peter Ditlev Nødbak, der er netværksdirektør i Telenor.
