Glumsø og Fuglebjerg skal have ny apoteker

Der sker snart lidt forandringer på Glumsø Apotek og Fuglebjerg Apotek, for apoteker Grethe Clemmensen har søgt sin afsked for at gå på pension. Grethe Clemmensen stopper den 1. oktober i år. Det betyder, at der kommer en ny apoteker.

Grethe Clemmensen overtog Glumsø Apotek for godt 19 år siden, og Fuglebjerg Apotek har hun haft i ti år. Da den daværende apoteker i Fuglebjerg stoppede, valgte Lægemiddelstyrelsen, at Glumsø Apotek og Fuglebjerg Apotek skulle slås sammen, og at Fuglebjerg blev en apoteksfilial.

Selv om Grethe Clemmensen ejer apotekerne, så har hun ingen indflydelse på, hvem der bliver hendes efterfølger. Apoteker er et erhverv, som er meget offentligt styret. Det er Lægemiddelstyrelsen, der afgør hvem den nye apoteker bliver.

- Det jeg ved er, at der er otte ansøgninger. Det synes jeg er rigtig dejligt, siger Grethe Clemmensen.

Ansøgerne skal til samtale i Lægemiddelstyrelsen sammen med repræsentanter for Apotekerforeningen, Farmaceutforeningen, Farmakonomforeningen samt forbruger- og patientrepræsentant. Grethe Clemmensen ved ikke, hvornår der falder en afgørelse, men hun har tidligere fået at vide, at hun kan forvente svar i august.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...