Af Jørn Nielsen H.C. Lumbyes Vej 159A Næstved
I år fejres for fuld udblæsning 500-året for Luthers berømte 95 teser, som han slog op på døren til Slotskirken i Wittenberg den 31. oktober 1517. Dette fejres i Danmark som et reformatorisk jubilæumsår, og de dermed forbundne udgifter er da også sat på finansloven. Grundlovens paragraf 4 om statens støtte til den evangelisk-lutherske kirke synliggøres en ekstra gang ved denne festlige lejlighed.
Men allerede året inden de 95 teser blev lanceret, udfoldedes stærke, reformatoriske kræfter i det skjulte. For i oktober 1516 begyndte Luther, som endnu var loyal katolik, at undervise som universitetsprofessor i Paulus´ brev til Galaterne, nærmest vers for vers med stor lidenskab. Af mange sagkyndige regnes denne udlægning for hans stærkeste forsvar for evangeliet , som han 3-4 år forinden havde »smagt på« i forbindelse med studiet af Romerbrevet, hvor det især var kap. 1:17, han var kommet til en evangelisk forståelse af:»Den retfærdige skal leve ved tro.« Ja, evangelisk i den forstand, at Guds retfærdighed ikke opnås ved egne gerninger, men skænkes os som en gave i Kristus uden egen fortjeneste.
Hans gennemgang af Galaterbrevet, som han erklærede sig »trolovet« med, var således blot supplerende kommentarer til evangeliet om retfærdiggørelse ved tro, der havde fortrængt hans åndelige mørke i Augustinerklosteret i Erfurt. Men endnu drømte han ikke om at forlade pavekirken, selvom et åndeligt nybrud ulmede både følelsesmæssigt og intellektuelt. Den tunge, middelalderlige fromhedsteologi med al dens gerningsvæsen og selvpineri havde måttet vige pladsen for Bibelen, og hans kampråb blev som bekendt »Sola scriptura« - Skriften alene.
Dette kunne han formentlig være sluppet nogenlunde godt fra, hvis ikke hans nye, evangeliske nidkærhed havde udmøntet sig i glødende harme vendt mod afladshandelen v/dominikaner- munken Johan Tetzel, som paven allerede i 1515 havde sendt afsted til store dele af Tyskland. Dens skræmmebillede var skærsilden, hvis straffe kunne mildnes ved køb af afladsbreve, der blev proklameret med ordene:»Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer!«
Som god katolik håbede Luther i forståelse med pave Leo X at kunne komme denne dårligdom til livs uden dog at gøre sig klart, at afladshandelen netop var påbudt af samme pave, og at Luther med sin provokation i Wittenberg var på kollisionskurs med den magtfulde romerkirke.
(Det skal retfærdigvis siges, at dette uvæsen har Romerkirken i nyere tid forlængst lagt afstand til).
I 1516-17, for nøjagtigt 500 år siden, befandt Luther sig midt i afladsstormen. Hans kampvåben var evangeliet (Romerbrevet og Galaterbrevet), og han håbede endnu på dette tidspunkt, - hans sidste år som katolik - indefra at kunne reformere den kirke, hvis loyale søn han endnu var.
I det år skrev katolikken Luther til en ven:»Jeg kunne gerne bruge to sekretærer, for hele dagen går med at skrive breve. Jeg er både kloster- og sogneprædikant, fører tilsyn med 11 klostre, holder foredrag om Paulus, indsamler stof og kommentarer til Salmernes Bog og er som sagt overbebyrdet med breve. Jeg får dårlig tid til at holde messe, for ikke at tale om kampen med denne verdens fristelser...« Disse linjer viser, hvor katolsk engageret han stadig var.
Men overordnet var det Bibelen og selve evangeliets anliggende , der optog ham dag og nat, eftersom hans personlige reformation allerede var begyndt og blot ventede på at bryde ud i lys lue som en europæisk præriebrand og åndelig vækkelse.
Afladshandelen stod i fuldt flor på allehelgensdagen den 1. november 1516 med et imponerende display af relikvier i mange varianter, hvis dyrkelse, sammen med afladsbrevene, der garanterede afkortet skærsild, men denne skadelige praksis kunne Luther selvfølgelig ikke sidde overhørig. Kurfyrsten, Frederik den Vise (den næstmægtigste fyrste i Tyskland), havde således en relikviesamling, som kun blev overgået af Rom. Denne saksiske fyrste var stadig på jagt efter nye relikvier rundt omkring i Europa. Fra den danske konge sikrede han sig fx fragmenter af Knud den Hellige.
Pladsen tillader ikke at liste arten af de mange relikvier, som overgår fantasien Afladen sikredes ved andægtigt og henført at dvæle ved sådanne relikvier.
Den katolske Luther »talte Roma imod«. Syndernes forladelse kan ikke købes eller tilsiges af nogen pave, tordnede han i adskillige prædikener i 1516. Frederik den Vise tog disse prædikener ilde op, for de truede om ikke hans levebrød så dog hans prestige, der var knyttet til hans store relivieskat.
Til overraskelse for nogle måske dyrker den katolske kirke stadig den dag i dag relikvier, men advarer dog mod misbrug og efterligninger.
Luther derimod udlagde Galaterbrevet sætning for sætning uden kunstige virkemidler, men gennem ordets forkyndelse (og ikke ved noget krucifiks) blev Kristus »malet for øje som korsfæstet« for at bruge et udtryk fra netop dette apostolske brev.
Dette var i sig selv nok til lykkeligt at forhindre afladsvirksomheden med dens klingende mønt i at trænge ind i Wittenberg, hvis hovedperson endnu kørte på lånt tid, før brudet med Rom endegyldigt var en kendsgerning. Det skete som bekendt ved Rigsdagen i Worms i 1521.
Ligesom i Saksen gødedes jorden for en luthersk reformation også i Danmark indenfor landets katolske kirke. Karmelitterpræsten Poul Helgesen, der også underviste på universitetet, var således på mange måder luthersk uden at være det. Han tog tværtom afstand fra den »lutherske gift« og håbede, ligesom Luther en overgang gjorde det, at luge ud i kirkens dårligdomme indefra.
Anderledes gik det med johannitermunken Hans Tausen, som havde studeret bl.a. i Wittenberg. Han tog skridtet fuldt ud og blev udstødt af sin munkeorden for kætteri, men blev beskyttet af kong Frederik d. 1. Hans eksempel fik andre gejstlige til at følge trop.
Reformationen kom omsider til Danmark i 1536, 20 år efter det stormfulde år med afladshandelen, og fra da af var vi et protestantisk land med en evangelisk-luthersk folkekirke, som staten ifg. grundloven har forpligtet sig på.
I pressen har der været en fuphistorie fremme om, at paven i Lutheråret 2017 ønsker at helgenkåre Luther. Den blev oprindeligt bragt af Kristeligt Dagblad og var ment som en aprilsnar. Men denne historie er ikke fup:Da Leo X ikke kunne overtale Frederik den Vise til at udlevere Luther til Rom som kætter, foreslog den pavelige gesandt (nuntius) Karl von Miltitz, som tidligere forgæves havde prøvet at få Luther til at tilbagekalde sine »kætterier«, at han indgik en studehandel med Luther ved at gøre ham til - kardinal! Denne »fortabelsens søn« skulle pludselig have kirkens højeste værdighed!
Den blev selvfølgelig afslået, ligesom Luther sikkert også i dag ville frabede sig helgenkåring af nogen pave. Helgenkåring betyder jo, at pågældende helgen i dødsøjeblikket er lukket ind i Himlen uden skærsilden som mellemstation. Men dér - i himlen - har Luther jo hele tiden været siden sin død i 1546, ikke på grund af gode gerninger eller udførte, katolske mirakler, men alene ved troen på Kristus og Hans fortjeneste alene.
Men reformationen er ikke slut. »Ekklesia semper reformanda est« (Kirken skal altid reformeres) sagde de gamle reformatorer. Det er der ogå brug for i vor tid og i vort kristenliv. Ellers dør vi.
Kilder: Here I stand af Roland G. Bainton (Abingdon Press, Nashville, USA)
Martin Luther, kirkens reformator af Alfred Th. Jørgensen (Gyldendal)
Kirkens Historie af Ivar Welle (Antikkforlaget, Norge)
