Mobilen stjæler 11 år af dit liv

Vi bruger i gennemsnit telefonen tre timer dagligt! Det viser en opgørelse af det daglige smartphoneforbrug blandt brugerne af appen "Moment", der overvåger brugernes tidsforbrug på telefonen.

8.000 danskere bruger Moment-appen. Så man kan ikke sige, at brugerne er repræsentative for alle danske mobilbrugeres tidsforbrug. Undersøgelsen dækker nemlig kun mennesker, der aktivt har installeret Moment-appen og dermed er opmærksomme på deres smartphoneforbrug.

Men tager man det gennemsnitlige tidsforbrug og ganger med den gennemsnitlige levetid, siger undersøgelsen, at vi bruger vanvittige 11 år af vores liv på at stirre på den lille skærm. 11 år. Det skriver Bias, der er et webmedie, som med en fakta- og datafokuseret metode vil kvalificere den politiske, kulturelle og samfundsmæssige debat.

Med 11 år af vores liv sniger smartphonebrugen sig ind blandt nogle af de helt store tidsrøvere i livet. Ifølge opgørelser, som den engelske avis The Mirror har samlet, ligger smartphonebrugen på tidsmæssigt niveau med arbejde og tid foran fjernsynet.

Smartphonen har altså i løbet af sin relativt korte levetid formået at blive en virkelig stor del af vores tilværelse, målt på tidsforbruget.

Det høje gennemsnitlige timeforbrug skyldes ikke kun, at nogle få mennesker bruger telefonen absurd mange timer dagligt. Det gælder for flertallet af os, at vi er flittige til at have telefonen i hånden. Opgørelsen viser nemlig også, at kun 12 procent af os holder os under 60 minutters-grænsen, som anbefales af flere guidelines.

Pick up-effekten

At smartphoneafhængigheden er blevet en omfattende folkesyge understreges af, at amerikanerne i gennemsnit aktiverer deres smartphone hele 46 gange om dagen, det viser en analyse, som Deloitte står bag, skriver Bias.

Hvis man sover otte timer dagligt, svarer det til, at vi aktiverer vores telefon næsten tre gange i timen. Eller hvert 20. minut i samtlige af de vågne timer.

Undersøgelsen bryder også tallene ned på aldersgrupper, og her skiller særligt de unge sig ud. Aldersgruppen 18 til 24 år aktiverer i gennemsnit deres telefon 74 gange i døgnet. Her får telefonen altså blot lov til at ligge 13 minutter mellem hver aktivering.

Vi skriver smser, går på nettet og

Data viser altså, at vi bruger tre timer på vores smartphone dagligt, men hvad får vi egentlig tiden til at gå med? Det giver data fra Danmarks Statistik os et indblik i, for de har spurgt danskerne, hvad de bruger internettet på deres mobiltelefoner til.

Ni ud af 10 svarer, at de sender og modtager smser, mens 75 procent går på internettet, og 67 procent sender og modtager e-mails.

Det skal understreges, at tallene ikke siger noget om, hvor lang tid vi bruger telefonen til de forskellige formål, men udelukkende om vi gør det eller ej.

I bunden af listen findes download og læsning af e-bøger. Det er der kun 12 procent af danskerne i aldersgruppen 16-74 år, der bruger deres telefon til.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...