Det er primært tiden under den varme hane, der er den helt store synder, når vi ser på, hvor meget vand vi bruger i hverdagen. Det gennemsnitlige vandforbrug for en dansker ligger på 106 liter vand om dagen, mens borgerne her i Rødovre bruger 107 liter. Det viser helt nye tal fra HOFOR, der opfordrer alle til at nedbringe forbruget med hjælp fra HOFORs vandberegener, som du kan finde på hofor.dk.
Mette Hansen, som er vandsparerådgiver i HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, mener nemt, Rødovres borgere kan skære adskillige liter af vandforbruget uden, at det går ud over komfort og dagligdag:
”Måske kan man bare skære lidt ned på tiden under den varme bruser. Eller fylde vaskemaskinen helt op, før den startes. Det kan man finde ud af på få minutter ved at bruge vores vandberegner. Det er en lille test, der med det samme viser, hvor mange liter og kroner, man kan spare ved at ændre sine vaner lidt,” siger hun om den digitale vandberegner.
Måske kan Rødovre endog snuppe rekorden fra Albertslund, hvor borgerne er helt nede på i gennemsnit 95 liter om dagen.
”Det vil i hvert fald være godt for miljøet,” siger hun:
”Det rene grundvand er en truet ressource. Især her i hovedstadsområdet, hvor vi er mange, der suger af reserverne. Så vi sparer både på pengene og ressourcerne, når vi bruger vand med omtanke.”
