Den italienske restaurant Peperoncino er gået konkurs men kører videre i nyt selskab bare uden gælden til Skat.
Selskabet bag restauranten i det røde pakhus blev 7. juli erklæret konkurs ved Skifteretten i Næstved.
Restauranten kører videre som om intet var hændt bare i et nyt selskab og genåbner efter ferielukning.
På Skats begæring
- Det er Skat, som har begæret selskabet konkurs, oplyser advokat Irene Pedersen ansat hos den udpegede kurator advokat Søren Storgaard.
Det harmonerer fint med, at den hidtidige ejer Giuseppe Franco, bedre kendt som Peppe, selv siger:
- Det er kun Skat, som har penge til gode i det gamle selskab, ingen andre.
Om ingen andre har penge i klemme i det gamle selskab, kan kurator dog ikke oplyse noget om på nuværende tidspunkt.
Restauranten i Riddergade 1 er i mange år blevet drevet som en personligt ejet virksomhed men blev i foråret 2014 lavet om til et anpartsselskab.
Det senest regnskab for 2015 viser en kortfristet gæld på små 820.000 kroner, men hvad beløbet har udviklet sig til her halvandet år senere er ikke lige til at vide. I hvert fald er beløbet for ikke betalt moms og A-skat stort nok til, at Skat begærede selskabet Restaurant P ApS konkurs. Selskabet hed indtil for nogle måneder siden Peperoncino ApS.
- Restauranten er solgt pr. 1. maj. Stedet er overdraget til min tjener gennem 20 år, som har været bestyrer af stedet de seneste 10 år, forklarer Giuseppe Franco, som selv fortsætter med at arbejde der.
- Det er bare det gamle selskab, som er lukket. Det er samme personale og samme systemer, der fortsætter. Eneste ændring er den nye ejer, pointerer han.
I marts gik Giuseppe Franco konkurs med spisestedet Pepenero i Marielyst. Her var begrundelsen mangelfuld bogføring og manglende indberetning og betaling af moms. Skat begærede dette selskabet konkurs, da her ikke var penge til at betale den anslåede skyldige moms.
Restaurant P ApS gik konkurs fredag 7. juli, og søndag den 9. juli startede ferielukningen hos Peperoncino.
Restauranten åbner igen torsdag den 27. juli klokken 17.