Naturen som trænings-partner

Brommeparken ligger smukt og fredeligt på en 10 tønderland stor kuperet og parklignende grund med marker omkring sig.

Og naturen har i den senere tid - med ny ledelse - fået lov til at spille en større og større rolle i hverdagslivet på stedet, der er en afdeling under Filadelfia og et socialt dag- og døgntilbud for voksne med hjerneskade, epilepsi eller fysiske og psykiske problemer.

Senest er der kommet en petanquebane til. Det skriver Dagbladet og Sjællandske.

- Bevægelse i naturen har en god effekt på både hjerne og fysik for mennesker med hjerneskader. Banen er derfor en god mulighed for at komme ud i naturen, være social og bruge sine kræfter, siger forstander på Brommeparken, Gitte Kjær.

Planter er et andet område, der er blevet opprioriteret for at give beboerne et aktivt hverdagsliv.

En sansehave med mange forskellige krydderurter er ved at tage form:

- Den skal vi have udbygget med frugtbuske og kartofler. Det handler om at komme ud og sanse. Før i tiden var den største fokus på pleje. Nu skal beboerne ud i naturen og være aktive. Min erfaring med det er, at det virker afstressende. Vi har en fanstastisk natur herude, og den skal bruges, siger Bo Reher Langberg, der er ledende værkstedsassistent på Brommeparken - og tidligere anlægsgartner.

Mikael Andersen og Peter René Pedersen bor begge i Brommeparken. Peter René Pedersen er glad for de nye tiltag:

- Det er godt, at der er kommet en petanque-bane. Det er sjovt, siger han, der også går op i plantelivet på stedet.

I den glasdækkede forhal står flere plantesække med tomater og chiliplanter, og dem er der flere af beboerne, der går ret meget op i. Peter René Pedersen er en af dem. Han har nemlig også nogle chiliplanter i sin egen lejlighed, og han følger nøje med i, hvilke der klarer sig bedst - hans private planter eller Brommeparkens.

Mikael Andersen er lidt mere afdæmpet i sin begejstring:

- Njah, petanque - det gider jeg ikke rigtigt. Jeg har tidligere bokset i Slagelse Bokseklub, så boksning og også håndbold og fodbold er sjovere, siger Mikael Andersen, der heller ikke helt kan hidse sig op over krydderurterne, men foretrækker sine daglige busture til Dianalund Centret.

Dyr er også tænkt ind i det nye koncept. På stedet er en indhegnet fold allerede beboet af tre geder, men det er planen at udvide med hønsehold. Med i overvejelserne er også, at bruge nogle af græsengene til ponyer eller heste.

- Og så skal dyrene flyttes lidt tættere på boligerne, så det bliver nemmere for vores beboere at følge dem. Vi har kørestolsbrugere nu, og for dem er det for besværligt at komme ned til dyrene, siger Aggi Leegaard Nielsen, der er social- og omsorgsmedhjælper på stedet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...