Ung reporter: Vi er alle en del af løsningen

At den globale opvarmning eksisterer og er en udfordring for menneskeheden er 17-årige Lasse Kronberg Hammer Hansen fra Nærum ikke længere i tvivl om. Sammen med 17-årige Emilie Caroline Springborg fra Vedbæk har han nemlig brugt fem dage på Svalbard som Wildlife reporter for WWF Verdensnaturfonden, hvor han med egne øjne har set, at global opvarmning har en direkte effekt på planeten.

- Før jeg tog af sted tænkte jeg, at den globale opvarmning ikke lige er noget, der rammer os, fordi man måske ikke lægger så meget mærke til det herhjemme. Men når man kommer derop, og man ser kæmpestore gletsjere, hvor havet omkring er fyldt med kæmpe isbjerge, der er knækket af, så indser man virkelig, at den globale opvarmning rent faktisk sker, og at det er et kæmpe problem, siger Lasse Kronberg Hammer Hansen, der til daglig går på Nærum Gymnasium.

For Lasse Kronberg Hammer Hansen var det vigtigste han lærte på turen, da forskeren Kim Holmén fra det norske polarinstitut sagde, at vi hver især kan gøre en forskel, men at det ikke nytter noget at pege fingre.

- Hvis man bare bliver ved med at pege fingre af hinanden, så kommer vi ingen vegne, siger Lasse Kronberg Hammer Hansen, der mener, at alle mennesker er en del af løsningen på problemet med den globale opvarmning.

- Vi kunne alle sammen blive mere informeret om problemet. Men vi kan også alle sammen gøre noget aktivt i vores hverdag som for eksempel at spise mindre kød, tag et kortere bad og købe tøj i genbrug i stedet for hele tiden at købe nye produkter. Hvis alle bare tænker, at det ikke har nogen effekt, at de gør noget, så kommer vi ingen vegne, siger Lasse Kronberg Hammer Hansen.

Læs hele artiklen i Frederiksborg Amts Avis lørdag, hvor avisen også bringer Lasse Kronberg Hammer Hansen og Emilie Caroline Springborgs dagbog fra turen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...