- Sorø Kommune skal fungere som en stor kommune, og her er det vigtigt at få fokus på yderområderne.
Det siger Susanne Borggaard til DAGBLADET og Sjællandske.
Hun er blevet valgt til spidskandidat for Liberal Alliance til kommunalvalget i november. I den forbindelse betyder spidskandidat også borgmesterkandidat.
- Jeg vil også arbejde for flere P-pladser i bymidten til gavn for de erhvervsdrivende og kunderne, fortsætter hun.
- Der skal udvikling og vækst til Sorø Kommune, så skattegrundlaget bliver større, og når råderummet er til det, skal kommuneskatten sænkes, så Sorø Kommune ikke er blandt de 10 dyreste kommuner at bosætte sig i. Der skal være en god basis for, at borgerne i Sorø får den bedst mulige velfærd.
Susanne Borggaard er 45 år og selvstændigt erhvervsdrivende. Hun er gift og har to børn på 8 og 10 år, som går i skole i Sorø.
- Jeg bor på mindre landejendom mellem Sorø og Stenlille, hvorfra jeg har lidt landbrugsjord, der i øjeblikket er forpagtet ud, og jeg driver udlejningsejendomme med privat bolig udlejning, fortæller hun.
- Min mand og jeg har to plastfabrikker beliggende i Glumsø, hvor vi producerer plastemner til danske og udenlandske kunder. Nogle af de mest kendte produkter er den hvide vejkant pæl og de røde vejarbejder-pæle samt udendørslamper, som ses flere steder i Danmark.
Susanne Borggaard er uddannet cand.agro. Hun er også nummer to på Liberal Alliances liste til regionsrådet.
Susanne Borggaard fortæller, at LA forventer at stille seks kandidater til kommunalvalget i Sorø Kommune.
