Julie Grothen, OPLEV
Fundet af godt 2000 guldspiraler fra bronzealderen satte for alvor Boeslunde på landkortet for et par år siden. Nu kan museumsgæster på Museum Vestjælland købe kopier af spiralerne som smykker, og salget går godt, lyder det fra museet.
Rigdommene har været store for knap 3000 år siden på Boeslunde-egnen mellem Korsør og Skælskør. Her er der fundet guldskatte ad flere omgange, siden en fæstebonde og hans kone i 1842 stødte på to store guldkar, da de pløjede marken.
Og det seneste fund gav for alvor genlyd: Godt 2000 ensartede guldspiraler på lige under 20 karat. De længste er godt 3,5 centimeter lange, og de mindste knap én centimeter. Arkæologerne har dateret dem til 900-700 før vor tidsregning.
- Det er jo en fantastisk historie om alt det guld ved Boeslunde. Vi har noget, der er unikt. Det er det eneste sted i Danmark, vi har fundet disse guldspiraler, siger Ea Stevns Matzon, der er formidlingschef ved Museum Vestsjælland.
Danefæ
Arkæologerne ved ikke, hvad de mange guldspiraler, der tilsammen vejer cirka 640 gram, har været brugt til præcis. Men noget tyder på, at de kan have været dekadente frynser på en dragt eller anden beklædning, der har været brugt i forbindelse med bronzealderens ritualer.
De fleste af guldspiralerne befinder sig på Nationalmuseet, hvor de sidste år var udstillet som en del af danefæ-udstillingen.
Men vil man se originalerne i dag, så skal man besøge Odsherreds Museum i Nykøbing Sjælland, som udstiller nogle af spiralerne, der ligger, som de blev fundet i jorden. Guldspiralerne er en del af udstillingen »I solens land«, der dækker hele oldtiden, men har hovedvægt på bronzealderen og soldyrkelsen med udgangspunkt i solvognen, som jo blev fundet i Trundholm Mose.
Første kopismykke
Den gyldne historie omkring Boeslunde fik kreative kræfter på Museum Vestsjælland i gang med idéen om at få fremstillet museets første kopismykke.
- Når du køber et kopismykke, så køber du også historien om, hvor det er fundet. Nu har vi noget der er så lokalt at man kun kan få det hos os, siger Ea Stevns Matzon, som fortæller, at det første gang, museet kaster sig ud i at kopiere et fund.
- Vi har fået skriftlige tilladelser fra Nationalmuseet, fordi det er danefæ, siger Ea Stevns Matzon.
Opgaven med at fremstille de tro kopier af guldspiralerne blev givet til guldsmed T&J Design fra Næstved. Det er ikke første gang, guldsmedeforretningen har påtaget sig en opgave af denne art. Tidligere har de lavet kopi af en sølvskat for Køge Museum og en kopi af en mandsfigur i bronze til Herning Museum.
- Men det har været en spændende opgave at få. Det er en helt anderledes opgave. Det var ikke nemt at lave kopier af de bittesmå spiraler, siger Jonna Frisch
Hun er også blevet fascineret af historien.
- Guldsmedearbejdet har ikke ændret sig meget. De har arbejdet med hænderne dengang, som man gør i dag. Man filer og bearbejder og har et skind nedenunder, der samler guldstøvet sammen, siger Jonna Frisch.