Torben KristensenFoto: Hans Jørgen Johansen
- Allerede som stor dreng blev jeg betaget af Gustav Wied efter at have læst en af hans bøger. Han kunne se lige ind i folk og beskrev både Roskildes borgerskab og andre folk i byen på en både kærlig og meget ærlig måde.
Sådan fortæller den kendte advokat Anders Boelskifte, der for tre år siden blev formand for Gustav Wied Selskabet, om, hvordan hans fascination af byens berømte forfatter begyndte.
- Wied har et fantastisk blik for både forfængelighed og forgængelighed, som det f.eks. kommer frem i den mest berømte bog 'Livsens onsdkab'. Hans evne til at skildre mennesker, som de virkelig er, gav ham kæmpe succes i sin tid og gør ham stadig aktuel, mener Anders Boelskifte.
Sammen med hustruen Elisa købte han Wieds gamle hus 'Kastellet' på hjørnet af Byvolden og Hedegade for 12 år siden.
- Vi var til en fin fest hernede, og stemningen blev rigtig høj ud på de små timer. Værtparret skulle flytte ud, fordi huset var sat til salg.
- Så tænkte vi: 'Lad os købe kassen'. Det er jo helt i Wieds ånd, mener Anders Boelskifte.
Kan replikkerne
Som eksempel på, hvordan forfatteren stadig lever videre hos danskerne', fremhæver Boelskifte Folketeatrets opsætning af 'Skærmydsler' sidste år. Her spillede Malene Schwartz (Maude i Matador) den ene af de to tanter, og publikum kunne sige replikkerne før hende, når hun kom til den mest berømte:
'Måner har den farve, måner skal have'.
I år har 'Livsens Ondskab' kørt for fulde huse på Nørrebros Teater, der havde moderniseret 'ædedolkenes klub' på en måde, så det stadig fungerede.
- Som formand for Wied-selskabet blev jeg for nylig ringet op af en journalist, der ville vide, hvad forfatteren ville mene om al postyret med de danske Michelin-restauranter.
- Han havde nok sagt, der var for lidt mad på tallerkenen, svarede jeg.
- Den anden store Roskilde-forfatter Lise Nørgaard har samme evne til at beskrive livet og tankerne hos forskellige grupper i befolkningen. Jeg er sikker på, at hun også er blevet inspireret af Gustav Wied, siger Anders Boelskifte.