Ældre bilister får kortere vej til nyt kørekort

Op imod flere tusinde ældre bilister kan snart se frem til at kunne forny deres kørekort uden at skulle klare en lægeattest først. Det skriver Nordvestnyt.

1.juli bortfalder kravet om lægeattest, når bilister på 75år og derover skal forny deres kørekort. Efter i flere omgange at have lempet reglen vedtog Folketinget i begyndelsen af juni helt at droppe kravet.

Det glæder 74årige Rigmor Petersen fra Rørby ved Kalundborg. Senest hun skulle forny sit kørekort da hun fyldte 70. Og dengang var der også krav til 70årige om en lægeattest. En »modbydelig oplevelse«, for jeg er ikke noget eksamensmenneske, husker hun med et grin.

Hun fortæller at både hun og hendes mand kører uden problemer.

- Både min mand og jeg er friske, og har kørt til Jylland de to sidste weekender. Vi har kørt bil i mange år, og der er 7-9-13 aldrig sket os noget. Så på den led er det jo spild af lægens og vores tid. Det koster også nogle penge, og når man kun har en folkepension, er det rart at slippe for, siger Rigmor Petersen til avisen.

Hos Ældresagen jubler man over udsigten til, at de ældre slipper for lægeattesten, når de skal forny kørekortet.

- Ældre er gode til at regulere deres kørsel og tilpasser sig forholdene. De er tilbøjelige til at undgå at køre, når de opfatter det som utrygt, eksempelvis hvis det er mørkt, glat føre eller myldretid, siger Mirjana Saabye, chefkonsulent i Ældresagen.

Fokus på demens

Testen blev oprindeligt indført, fordi man derigennem ville »fange« personer, der med alderen eksempelvis er blevet ramt af demens eller stærkt nedsat syn.

Men den bekymring har der bare ikke været hold i. Sådan lyder det fra Venstres trafikordører Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi har overvejet det her meget, meget grundigt. De ældre rangerer meget lavt i ulykkesstatistikkerne, og i Sverige man har haft gode erfaringer med at afskaffe kravet, siger Kristian Pihl Lorentzen, der understreger, at læger stadig har pligt til at indberette, hvis de oplever væsentlige forandringer hos deres patienter, der gør, at de ikke kan køre bil.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...