Der er Centimeter Maraton i Øregårdsparken i Gentofte med Rasmus Klump. Det sker 10. juni. Her har de voksne mulighed for at snøre løbeskoene og tage børnene med til en aktiv og sjov dag, når Børneulykkesfondens Centimeter Maraton løber af stablen.
Det klassiske maratonløb er 42.195 kilometer, mens Centimeter Maraton er 42.195 centimeter. Eller godt 400 meter.
Her kan selv de allermindste være med og gennemføre deres første maraton i selskab med selveste Rasmus Klump. Løbet afholdes som en del af 'Familiefestivalen Sej, Sund og Sikker'.
Rasmus Klump glæder sig og har masser af tid til at tale med børnene, for han er naturligvis med både før, under og efter løbet. Løbet er for børn mellem 2-10 år, og det er inddelt i to grupper: 'Pildskadderne' og 'Gøjerne'.
Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.
Når man tilmelder sit barn til 'Centimeter Maraton', er man med til at støtte et godt formål.
"Overskuddet fra løbet går ubeskåret til vores forebyggende arbejde med at skabe større trafiksikkerhed for danske børn og forebygge børneulykker," oplyser Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden.
Prisen pr. deltagende barn er 100 kroner. Udover at få en sjov, aktiv og hyggelig oplevelse i Øregårdsparken, får alle tilmeldte børn en løbspose, refleksmedalje, diplom og en trafiksikker refleksvest med Rasmus Klump på.
Udover selve løbet vil der være en lang række sjove aktiviteter for hele familien.
Der vil blandt andet være dansefest for store og små, et kreativt badgeværksted og så vil en gruppe skatere fra Mills stå klar med seje skatertricks.
Samtidig er det muligt at møde børneværten Kristian fra Ramasjang Mysteriet, der kommer og underholder inden Centimeter Maraton skydes i gang.