Camilla Feldthusens webshop EksklusivtLingeri.dk har succes. Nu har hun også åbnet op for, at kvinder kan komme på adressen vest for Hvalsø og få råd og vejledning til at købe undertøj, skriver DAGBLADET Roskilde onsdag.
Hun har haft webshoppen i fire år og har set en gradvis stigning af henvendelser fra kvinder, der spørger, om vi kun er webshop, eller om man også kan komme og få råd til pasform, fortæller Camilla Feldthusen.
Og det er baggrunden for, at hun netop har valgt at åbne op rent fysisk for aftaler, hvor kvinder kan komme på adressen på Tingerupvej. Her har hun og kæresten, Rane Irgens købt en dejlig renoveret gård, hvor de har slået sig ned med deres femårige søn William efter at have boet i et lille hus i Langvad nær Gøderup i en årrække.
Camilla Feldthusen har allerede haft en række kunder, der er kommet på adressen.
- Det er kvinder, som for eksempel har oplevet et stort vægttab, eller som fuldstændigt har mistet fornemmelsen for, hvor de ligger rent størrelsesmæssigt; det kan de ikke overskue. Så jeg siger til dem: kig ud! Og det er der mange, der gør, typisk om eftermiddagen eller aftenen, hvor de har tid, forklarer hun.
- Det giver mig rigtig meget inspiration at få lov at se de kvinder og hjælpe dem. Det er både skidesjovt og dødspændende! Det handler om at finde noget, der hjælper, støtter og er rart at have på. Ofte viser det sig at være noget helt andet, end det kvinder kommer med som et ønske. Nogen får nyt lingeri efter stort vægttab eller rejser sig efter en grim skilsmisse. Det er ret magisk at være vidne til, siger hun.
Læs mere om Camilla - og den herskende mode i badetøj og lingeri på DAGBLADET Roskilde onsdag.