Gul, grøn, rød, blå. De fire snore vikler sig om hinanden, mens to børn klædt i gammeldags tøj sender små træstokke afsted til hinanden fra skiftevis højre og venstre hånd. Det ligner en slags avanceret stangtennis, men her er slutresultatet ikke sejr eller nederlag, men et fint viklet armbånd, som de to kan dele.
»Det hedder slyngstokke«, siger den ene af de to ældre frivillige kvinder, der står for aktivitetsposten, der tirsdag formiddag blot er én af mange gammeldags aktiviter i ly af Flynderupgård.
For tredje år i træk afholder museet en uge i sommerferien, hvor børn kan prøve pligter og leg fra 1920ernes liv på den danske gårde. Der er kartofler, der skal skrælles, tøj, der skal vaskes på vaskebræt og sokker, der skal stoppes. Det gælder for børnene om at kunne sætte kryds ved alle seks pligter på tjeklisten, og selvom opvasken måske sjældent er noget der trækker derhjemme, er der tale om en populær uge på Flynderupgård. Ved ankomst bliver børnene iklædt gammeldags tøj og herefter er der fri leg på pladsen.
-Selvom om det er pligter, så elsker børnene at kunne fordybe sig i de her aktiviter. Vi har et historisk landbrug og dermed også rammerne til at lave de her aktiviteter, og så er det fedt at kunne give børnene den oplevelse, siger Merete Nygaard, der er Frivilligkoordinator på Flynderupgård og én af kræfterne bag aktivitetsugen.
Fællesskab for frivillige
Flynderupgård har 40-50 aktive frivillige, hvoraf mange er involveret i gårdspladsens aktiviteter. Én af dem, Jørgen Steffensen, har et bud på, hvorfor pligter og lege er populære hos børnene.
- Langt de fleste børn har aldrig prøvet at pudse sko eller stoppe sokker. Man kan mærke, at de synes, det er spændende, fordi det ikke er noget, de har set før, siger Jørgen Steffensen. Han er frivillig på Flynderupgård på femte år, og har alle de seneste år været med til at lære børn om pligter og lege fra oldemors tid. I dag står 76-årige Jørgen Steffensen for at instruere i at pudse sko.
- Jeg synes, det er dejligt, at man kan lære børnene noget historie og gamle dyder, og samtidig møde en masse mennesker. Som tidligere sælger i 40 år kan jeg godt lide at snakke, så det er et godt fællesskab at have her på Flynderupgård, siger Jørgen Steffensen, der også bruger sin pension på at stille op til arrangementer som julemand.
Trillinger på tur
Ugen i 1920ernes tegn blev skudt i gang tirsdag, og allerede her var mange, især bedsteforældre med børnebørn, mødt frem for at prøve de gammeldags aktiviteter og den gammeldags mad, som bliver serveret i spisestuen. Jørgen Steffensen i skopudserboden havde blandt andet besøg af trillingerne Lucas, Ida og Vincent på tre år, som var kommet sammen med deres mormor og morfar, Vivi og Finn Tullberg fra Espergærde.
- Vi har været har alle årene med forskellige børnebørn. Jeg synes, det er godt, at de kan lære om livet i gamle dage, og så er det selvfølgelig en hyggelig udflugt, når været er godt som i dag, siger Vivi Tullberg.
Aktivitetsugen løber frem til fredag d. 30. juni. Alle dage er der åbent fra klokken 10.30 til 15.00.