Pernille løber mod Klub 100

Forestil dig dette: Du snører dine løbesko, og begiver dig ud på halvmarathonet Runway Night Run i Ålborg Lufthavn klokken 02.00 om natten. Efter løbet sætter du dig ind i bilen, for at blive kørt hjem til Frederikssund, hvor du, klokken 09.00 samme dag, stiller op til endnu et halvmarathon, denne gang for at støtte de danske Hospitalsklovne.

"Ja, man skal nok være lidt tosset," siger 24-årige Pernille Letting, og smiler ad det scenarie som skal udspille sig natten mellem 25. og 26. august. Hun ser frisk og sportstrænet ud, som hun sidder der i sit neonfarvede løbetøj. Og det er hun også.

Siden april 2016 har Pernille Letting løbet 83 halvmarathon. Det svarer til ca. 2-3 halvmarathon om ugen. Med andre ord er det stort set udelukkende, når Pernille Letting stiller op til løb, at løbeskoene bliver snøret.

"En- til to dage om ugen går jeg til spinning, fordi det ikke belaster kroppen så meget som løb, og så styrketræner jeg en- til to dage om ugen. Men jeg holder også en hviledag hver uge," fortæller Pernille som på spørgsmålet om, hvorvidt det nu også er sundt at træne så intenst, svarer;

"Jeg lytter meget til min krop, og så husker jeg, at der også er andet her i livet. Selvom jeg for det meste spiser sundt og ikke så ofte har lyst til alkohol, så kan jeg da snildt kværne en pose Matador-Mix fredag aften. Jeg spiser også hvidt brød indimellem," fortæller Pernille som er uddannet fysioterapeut, og i disse dage forbereder sig på, at skulle forsvare sit speciale til sin kandidatgrad i fysioterapi.

Pernille er vokset op i en sportsglad familie. Begge søskende på matriklen i Frederikssund styrketræner i fitness center, mens Pernilles mor og halv-far løber sammen med hende. Sidstnævnte er i disse dage ved at træne til sin anden Ironman.

Familien er i virkeligheden en af faktorerne ved Pernilles løbeglæde.

"Først og fremmest er det visheden om, at jeg gør noget godt for min krop og sundhed. Men jeg er også et meget socialt menneske, og er meget familiemenneske. Derfor elsker jeg, at vi kan tage sammen til løb rundt om i Danmark og i udlandet. Det er en god måde at være sammen på, synes jeg."

I mange år var det småløb, familien stillede op i. Men i 2014 tog familien en, på daværende tidspunkt, stor beslutning. De ville løbe et halvmarathon sammen. Pernille kan ikke lade være med at smågrine, når hun fortæller om familiens første store sportspræstation;

"Det var vores alle sammens første halvmarathon. Vi havde trænet og læst en masse om, hvad det ville sige, at løbe et halvmarathon. Vi syntes, vi var rigtig godt forberedt med blandt andet energi-gels i lommerne og den obligatoriske hvide bolle med Nutella halvanden time før løbet."

Pernille holder en kort pause i talestrømmen, mens hun tager en tår af glasset med koldt vand foran sig

"Det endte med, at min halv-far dehydrerede på vej hjem i bilen, og måtte køres i ambulance til hospitalet. Her blev jeg kørt ind i kørestol, fordi jeg havde skadet mit knæ under løbet." Pernille griner.

I dag er familien Letting anderledes forberedt før et løb.

"Efter vores første halvmarathon mistede vi lidt lysten til at løbe langt. Lige indtil en lokal løbeklub startede et løbehold op. Først der startede vores seriøse træning."

Her stiftede Pernille og hendes familie for første gang bekendskab med ord som løbeøkonomi, og de lærte, hvordan man forbereder sig bedst muligt før et løb.

De havde tilmeldt sig Hamborg marathon, som skulle finde sted i april 2016, men tænkte, hvorfor ikke også støtte et lokalt løb.

Så da familien hørte, at det lokale løb '3600 Marathon' også havde en halvmarathon-distance, så troppede de op.

"Det var den 3. januar klokken ni om morgenen. Jeg husker, at det var vanvittigt koldt. Men jeg husker også tydeligt, hvordan vi blev mødt af en afslappet, god stemning. Det var super hyggeligt, og folk var meget imødekommende," fortæller Pernille. Denne tur blev for alvor startskuddet til livet som løber.

Foreløbig bliver det ved halvmarathon distancerne på 21,5 km. Men Pernille vil ikke udelukke, når hun 6.august og hvis alt går vel, rammer Klub100 halvmarathon, herefter vil stile efter dennes storebror - nemlig Klub100 helmarathon.

Fire hurtige til Pernille:

Hvor hurtigt slider du dine løbesko? "Jeg køber nok et par nye løbesko hver anden måned"

Hvad er din hurtigste tid på halvmarathon? "1.46,22"

Hvad laver du udover at løbe? "Jeg elsker at feste og more mig, men kan sagtens gøre det uden at drikke særligt meget alkohol. Tit er jeg den der går sidst hjem"

Hvordan finder du tid til at træne så meget? "Jeg bruger løbene som træningspas. Ofte ligger de meget tidligt om morgenen. Det betyder, at er der et løb i Hundige klokken 07.00 lørdag morgen, så kan jeg stadig nå at være hjemme klokken 10, hvor mange alligevel først er ved at komme i gang med dagen"

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...