Jyderups hunde har nu deres egen skov

Efter flere års tilløb og diskussion mellem tilhængere og kritikere har Jyderups firbenede indbyggere lørdag fået deres helt egen skov.

Hundeskoven, hvor hundene kan løb frit på et cirka seks hektar indhegnet areal, ligger i Dyremoseskoven mellem Skovvejen, Sølyst Skovvej og Dyremosevej.

Ideen til en hundeskov i Jyderup opstod lokalt for nogle år siden, og det er så formand for Jyderup Erhvervsforening, Søren Bøtker Pedersen, og skovfoged Thorkild Wisbech, der har været tovholdere på projektet.

Der har fra blandt andet naboer på den nærliggende Dyremosevej været bekymring for, om en hundeskov vil kunne medføre støjgener fra hundeglam, eller en øget trafikmængde og parkerede biler i området.

I sin åbningstale lørdag sagde Søren Bøtker Pedersen, at man har forsøgt at imødekomme bekymringerne, blandt andet ved at lave en mindre parkeringsareal ved indgangen til hundeskoven direkte fra Sølyst Skovvej.

De kåde hunde, der fulgtes med ejerne til den officielle indvielse lørdag formiddag, kunne dog ikke helt lade være med at gø, så tiden må vise om hundeskov og naboer finder ud af det med hinanden.

Hundeskoven i Jyderup har kostet 75.000 kroner. Det er Aggersvold Gods, der ejer jorden og har givet mulighed for at lave indhegningen til de løse hunde. Det er Aggersvold Savværk, der har sat hegnspælene, men ellers er hegnet lavet af frivillige jyderuppere.

Pengene er skaffet ved bidrag fra brugerne samt donationer fra Friluftsfonden, Holbæk Kommune og foreningen Jyderups Fremtid. Enkelte lokale virksomheder bidrager også.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...