Efter teenagedrab: SSP frygter ikke hævnaktioner

Sekretariatsleder Riad Tolba og det netværk af socialarbejdere, specialuddannende politifolk, lærere, pædagoger og andre voksne, der færdes blandt børn og unge, og derigennem hjælper dem med at træffe gode valg, har haft et travlt døgn i Husum. SSP-København-sekretariatet blev orienteret af politiet umiddelbart efter, at en 15-årig blev knivstukket ved et stoppested i bydelen.

Når der sker en så voldsom hændelse som et drab blandt unge, går en masse systematikker og beredskabsplaner i gang.

- En af dem er at bidrage Børne- og Ungdomsforvaltningen med at klæde ledelsen på skolen på. Dels i forhold til hvad der er sket og dels i forhold til hvad de kan risikere at møde, siger Riad Tolba til Sjællandske Nyheder og uddyber, at der eksempelvis kan være parter, som får hidset hinanden op og tænker i hævn.

Politiet vil tale med unge og kommer med en opfordring.

- Der er det som vi kalder en kaosfase lige efter alvorlige hændelser. I den laver vi en tryghedsskabende indsats, men også en proaktiv indsats, for vi har tidligere set, at sådan en hændelse skal hævnes. Derfor har de opsøgende gadeplansmedarbejdere fået understreget, at de skal være vores øjne og ører. De skal snakke med de unge og tale dem ned, hvis der er nogen som er ukonstruktivt ophidsede, forklarer Riad Tolba.

SSP har selv opsøgende gadeplansmedarbejdere, men også både Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen, der har fokus på de unge over 18 år, har mennesker ansat, som færdes på gaden og i kluberne, hvor de taler med børn og unge.

Besked på aula

Onsdag aften sendte Korsager Skole besked ud på Aula om knivstikkeriet og at eksmenerne var aflyst for både 8. og 9. klasserne torsdag og fredag. Derudover blev der også arrangeret en mindehøjtidelighed. Disse begivenheder og beskeder er en del af efterreaktionsarbejdet, som SSP-netværket står for. Skolen har desuden sikret, at der er krisepsykologer til både elever og andre berørte samt personale.

Torsdag eftermiddag mødes SSP-netværket og holder statusmøde, hvor de skal vurdere, hvor meget de skal blive ved med at være tilstede.

- Der kan jo komme efterreaktioner. Også over tid. Vi ser det ind i mellem flere måneder efter. Men jeg vurderer, at der er ro på i forhold til efterreaktioner, lyder det fra SSP-lederen torsdag middag.

Børne- og Ungdomsforvaltningen vil have fokus på hændelsen og reaktioner frem til sommerferien.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...