Tirsdag den 16. maj slår Matas dørene op til en ny butik på Taastrup Hovedgade 77, hvor Martin Mortensens boghandel lå i mange år.
Da Taastrup Torv for tre år siden åbnede, rykkede Matas fra Taastrup Hovedgade derover, men nu rykker butikken altså tilbage igen.
»Det handler simpelthen om placering. Vi ligger et sted på Taastrup Torv, hvor vi ikke er ret synlige og vi oplever tit, at kunderne slet ikke kan finde os. Derfor glæder vis os rigtig meget til at flytte tilbage på Taastrup Hovedgade,« siger Mihane Biba, som er butikschef i Matas i Taastrup.
»Vi har selvfølgelig gjort os mange overvejelser, fordi vi ikke vil forvirre kunderne ved hele tiden at flytte, men vi mener, det er det rigtige at gøre. Ikke mindst fordi vi får en meget flot og stor butik med højt til loftet,« siger Mihane Biba.
Lejemålet på Taastrup Torv har Matas bundet sig til i en femårig periode og derfor har man lokalerne der i halvandet år endnu.
»Vi ved endnu ikke, hvad der skal være i butikken i den periode vi har tilbage, men det finder vi ud af,« siger Mihane Biba.