Thaishop er ny butik i Kobberhjørnet

Efter præcis ni år med adresse på Dania 40 i Næstved er Thaishop flyttet til nye lokaler i Kobberhjørnet i Jernbanegade 8. Lavere husleje og en bedre beliggenhed er årsag til flytningen.

Selv om der er lidt mindre plads til de asiatiske fødevarer i den nye butik på 149 kvadratmeter, er de mere regulært fordelt.

Det betyder blandt andet, at der skal indrettes et stort kølerum bagerst i butikken med plads til de friske grøntsager, der to gange om ugen leveres direkte med fly fra Thailand.

- Eksempelvis er den basilikum, der fås i butikken fredag, plukket torsdag morgen i Thailand, forklarer Mogens Poulsen, der er gift med ejeren af Thaishop Sombaen Poulsen.

Hidtil er grøntsagerne blevet opbevaret i køleskabe.

Udover friske varer byder butikken på importerede tør- og frostvarer fra Thailand, Vietnam, Korea, Singapore og Filippinerne.

Den seneste lejer af lokalerne i kobberhjørnet var frisørsalonen M-Schack, der flyttede til Præstøvej sidste efterår.

Den nye lejer har været i gang med en større renovering af den tidligere salon.

Blandt andet har de fjernet forhøjningen af den bagerste del af lokalet, som var fra frisørens tid. Forhøjningen blev brugt til at skjule vandrørene fra salonens håndvaske.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...