Folk fra både land og by har i tre dage et fælles mødested med masser af oplevelser og aktiviteter, når det årlige Roskilde Dyrskue finder sted 26. 28. maj på Dyrskuepladsen.
Dyrskuet, der er Danmarks største, byder blandt andet på 1.800 dyr, en fyldt maskinudstilling, lokale fødevarer og en masse børneoplevelser.
- Vi har afholdt dyrskue på Dyrskuepladsen i Roskilde siden 1969, så dyrskuet er jo fyldt med traditioner - dem har vi ikke pillet ved. Men dyrskuet udvikles hele tiden - og jeg er stolt over atter at kunne præsentere et dyrskue med så mange oplevelser, siger Povl Fritzner, som er formand for Roskilde Dyrskue.
Blandt de nyere tiltag, man ikke brugte i 1969, er en sms-afstemning, hvor publikum kan bidrage med deres bedømmelser af dyrene i udstillingerne.
Maskin-udstillingen kan på trods af en udvidelse på 3.500 kvadratmeter melde alt udsolgt, når 475 udstillere viser landbrugs- og entreprenørmaskiner, rideudstyr, alternative energikilder og andre aktiviteter fra dansk landbrug.
Traditionen tro er der også mange fornøjelser for børn ved dyrskuet. Klappestalde, brødbagning, en halmlabyrint, pony-ridning, skydning med laser samt bue og pil er blandt de populære.
De mange aktiviteter kan gøre det uoverskueligt at nå det hele, men det har Christina Adler Jensen, presseansvarlig for dyrskuet, en løsning på.
- Man kan sammensætte sit eget program på www.roskildedyrskue.dk. Så går man ikke glip af noget, foreslår hun.