Sportigan bliver til Sport24

Når Strædet i Køge til efteråret har åbent i alle butikker, vil der ikke være en Sportigan at finde, men derimod en Sport24.

Det oplyser indehaver af Sportigan i Køge Jens Erik Larsen til DAGBLADET.

En ny dansk sportskæde med milliardomsætning og hundredvis af butikker er nemlig på vej. Butikskæderne Sport 24 og Sportigan vil fusionere deres kædekontorer og samtlige centrale funktioner som administration, logistik, marketing, it og indkøb.

Det oplyser de to parters topchefer til TV2 Finans.

- Vi har forhandlet en aftale på plads, som i min optik er det perfekte match, siger adm. direktør i Sport 24, Henrik Bruun, til Finans og understreger, at fusionen endnu ikke er endegyldig.

Sportigan har 127 butikker landet over, hvoraf størstedelen er Sportigan-butikker. En af dem er altså Sportigan i Vestergade i Køge. Indehaver Jens Erik Larsen glæder sig over fusionen, der vil styrke butikkens varesortiment. Kun udvalgte butikker bliver til Sport24-butikker.

- Vi bliver den syvende butik på landsplan og den første uden for København, der bliver en Sport 24, fortæller Jens Erik Larsen til DAGBLADET og tilføjer, at man får dobbelt så meget plads og dermed dobbelt så mange varer i de nye rammer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...