I Sorø Sognegård bliver befrielsen markeret torsdag den 4. maj kl. 19.30 i form af en samtale mellem modstandsmanden Povl Falk-Jensen og sognepræst Kristian Østergaard.
Povl Falk-Jensen er 96 år gammel og var under krigen kendt under dæknavnet »Eigil«. Han blev spejder og senere medlem af Konservativ Ungdom. I 1939 blev han soldat og endte i artilleriet som kornet.
Han kom via KU ind i illegalt bladarbejde i "Hjemmefronten", men efter 29. august 1943 kom han sammen med nogle kammerater ind i sabotageorganisationen "Holger Danske". I august 1944 blev han chef for afdeling "John", der senere skiftede navn til afdeling "Eigil". I 2009 udgav Povl Falk-Jensen på Frihedsmuseets Forlag bogen: »Holger Danske: Afdeling »Eigil«, hvori der fortælles om oplevelserne i modstandsorganisationen Holger Danske.
Det skriver DAGBLADET Ringsted og Sjællandske.
