Ny cykelmand skaber konkurrence

Nye forretninger skyder op i Birkerød Hovedgade, hvor en ny dyreklinik, tøjbutik og tatovør blandt andet har åbnet inden for det seneste års tid. Og den 3. maj åbnede den nye cykelforretning »Time2Bike« med udsigt til Majpladsen og kun cirka 100 meter fra Birkerøds eksisterende cykelhandler, Fri Bikeshop. Frederiksborg Amts Avis var forbi den nye forretning lørdag formiddag, og her mødte vi den blot 19-årige indehaver, Jamsheed Naseri, der i forretningen får hjælp af faderen, Abdul Bashir Naseri:

- Birkerød er en god by. Vi vidste godt, at der lå en cykelforretning i Hovedgaden i forvejen, men nu er der to, og det synes vi, er godt. Vi er blevet taget godt imod, og vi er rigtig glade for at være her, siger Jamsheed Naseri.

Han har tidligere arbejdet i Netto i Nærum og i en cykelhandler i Søborg Hovedgade. Nu går han i 1.g i København og har altså åbnet en cykelforretning, hvor faderen foreløbigt er eneste ansatte. Også han har tidligere arbejdet hos en cykelhandler.

I Birkerød Hovedgade summer det af liv lørdag formiddag. På Torvet er der korkoncert og masser af handel på torvemarkedet og på Majpladsen er der blandt andet loppemarked. I det samme kommer en kunde ind i cykelforretningen. Det er Pia Olsson, der skal hente sin cykel, der har været til service:

- Det er forår, Tøserunden ligger lige om hjørnet og min cykel trængte til et eftersyn. Jeg sad på Café Alex og kiggede over på den nye forretning, og så tænkte jeg, at den skulle jeg naturligvis prøve. Jeg vil gerne støtte nye initiativer i byen, siger Pia Olsson.

Knap har hun forladt forretningen før 10-årige Albert Andersson kommer ind sammen med faderen, Henrik Andersen. Om kort tid bliver Albert 11 år, og i udstillingsvinduet har han set en supersej cykel, han ønsker sig i fødselsdagsgave, og som han også selv har sparret sammen til. Det fortæller faderen, Henrik Andersen:

- Albert så cyklen i udstillingsvinduet her forleden, og nu har han fået lov til en prøvetur. Det er god service, og jeg synes, det er godt, at vi har fået et alternativ til den eksisterende cykelforretning her i Hovedgaden, så vi får lidt konkurrence - også om priserne. Tidligere har vi kørt til Allerød, når vores cykler skulle repareres, eller vi skulle se på nye, fordi der har været for dyrt her i Birkerød. Vi vil dog helst handle lokalt, så jeg synes, det er rigtig godt, at vi nu har fået en ny cykelhandler, siger Henrik Andersen.

Udover den fysiske butik i Hovedgaden kan forretningen også besøges på nettet på hjemmesiden: www.time2bike.dk

FAKTA:

* Time2Bike ligger i Hovedgaden 41A i Birkerød og åbnede 3. maj.

* Forretningen forhandler Winther, Ebsen, København-cykler, Taarnby, Raleigh, Fuji og Nishiki fra danske leverandører.

* Derudover sælger den alt i cykeltilbehør og cykelhjelme.

* Og der er værksted i baglokalet med tilbud om gratis lånecykel, mens egen cykel er til reparation.

* Forretningen køber og bytter også gamle cykler.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...