LTF-præsident: Vi åbner nye afdelinger

Loyal to Familias præsident Shuaib Khan bekræfter lukning af Kokkedal-afdeling. Afdelingen blev ekskluderet - og gik ikke selv, siger han. Det skriver Frederiksborg Amts Avis onsdag.

Den seneste uges afdækning af situationen i og omkring bandegrupperingen Loyal to Familia, LTF, i Frederiksborg Amts Avis får nu organisationens præsident Shuaib Khan til at kommentere begivenhederne i et interview med avisen.

Han bekræfter lukningen af afdelingen i Kokkedal, men understreger, at det er LTF selv, der har smidt afdelingen ud på grund af brud på, hvad præsidenten kalder »broderskabets regler«.

- Der var fuldstændig enighed i LTF om, at Kokkedal skulle ekskluderes. Det er 10 dage siden nu. De blev ringet op og bedt om at aflevere deres ting, og det foregik let, fordi vi har jo kontaktfolk, der kører mellem afdelingerne, siger Shuaib Khan. Hans udlægning af situationen i Kokkedal modsiges dog af Frederiksborg Amts Avis' andre kilder, som fastholder, at medlemmerne selv har valgt at sige farvel til bandelivet.

Samtidig kan præsidenten, der i marts i år blev løsladt fra en længere fængselsstraf, heller ikke genkende billedet af, at gruppen er fortid i Helsingør og har mistet terræn i Nordsjælland.

- Vi har nu tre aktive afdelinger i Nordsjælland . Vi er etableret i Hillerød, Helsingør og i Nivå, siger Shuaib Khan. Afdelingerne i Nivå og Helsingør er nye, da medlemmerne i de to byer rent praktisk tidligere har været medlem i andre afdelinger.

Præsidenten forklarer endvidere, at organisationens udvikling skal ses i lyset af, at man er ved at reformere LTF's struktur, så den bliver mere »uddybende«.

- For mig er struktur ikke nogen dårlig ting, siger han. Han forklarer endvidere, at medlemmernes tilhørsforhold til de nye afdelinger vil kunne ses på de nye læderveste, som er på vej.

Frederiksborg Amts Avis spurgte også til den spændte situation i Helsinge, hvor gruppen Gremium er i offensiven. Hertil lød svaret: - Ingen kommentarer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...