Hvorfor vælge en levevej, hvor man vælger at sælge sin krop til utallige og fremmede mænd?
Det er temaet i bogen »Privat og diskret«, som udkommer i dag med Bettina Bjals fra Dalmose som forfatteren.
Der er tale om en forfatter-debut for Bettina Bjals, der er læreruddannet og enlig mor til tre. Hun har dog på grund af en tarmlidelse ikke kunnet have et ordinært arbejde i adskillige år, men har i stedet været i virksomhedspraktik forskellige steder. Blandt andet på Sjællandske for omkring seks år siden, hvor hun fik afløb for noget af sin skrivelyst og interesse for at fotografere.
Senere kom hun i praktik på Skriveforlaget i København, og her fik hun til opgave at skrive om den prostituerede, kaldet »Andrea«, hvilket ikke er hendes rigtige navn, da hun ikke ønsker at stå offentligt frem.
- Andrea henvendte sig til forlaget, fordi hun gerne ville have sin historie skrevet. Det har nok også været en form for terapi for hende at fortælle historien, fortæller Bettina Bjals, der i dag stadig jævnligt har kontakt med Andrea.
Den i dag 55-årige Andrea blev som barn misbrugt af både sin bedstefar og sin onkel. Som ung blev hun tæsket og groft udnyttet af de mænd, som hun forelskede sig i. En tvang hende til prostitution, for at han kunne sende penge hjem til sin familie i Jugoslavien.
Hun havde dog også mænd, der ikke udnyttede hende, men de kedede hende så til gengæld.
- Da mine to børn blev født, kom der en nogenlunde normalitet ind i mit liv, men den kunne jeg ikke holde ud. Som 40-årig besluttede jeg mig for at indrykke en annonce i Ekstra Bladet og indlede en karriere som escort. På mine egne betingelser, hvor jeg selv satte mine grænser. Også for pengenes skyld, så mine børn ikke skulle mangle noget, fortæller Andrea i bogen.
- Man kan godt kalde hende en lykkelig prostitueret på den måde, at hun jo i dag lever et liv, hun selv har valgt. Som er så meget bedre end de gruopvækkende ting, hun har været igennem. Men at hun kan leve sit nuværende liv skyldes også, at hun som tidligere misbrugt har lært at slå hjernen fra, når hun sælger sin krop, siger Bettina Bjals.
