Teater Solaris bor i en svinestald, har nøglen til Pandoras æske og vil gerne tale med deres publikum om tabuer og fordomme. Det beskedne domicil til trods bliver Teater Solaris lagt mærke til ude i verden. Teatret har det seneste år spillet i Grønland og er i øjeblikket nomineret til en italiensk teaterpris for samme forestilling »Under Uvidenhedens Mørke«.
- Hvis teater skal have relevans, skal vi turde sparke døre ind og tage nogle tabuer op. Mange teatre spiller klassikere igen og igen, fordi der er salg i det. Det kan man sagtens forstå. Men vi prøver at lave det teater, vi mener, der er brug for. Og vi kan skabe det selv. Vi har en rigtig dygtig dramatiker og instruktør, og jeg er selv skuespiller og teaterchef. Vi har flere hatte, vi kan bruge, siger Josef W. Nielsen, teaterdirektør.
Samarbejdet blev etableret i 2014, og siden er der sket en hel del. I februar var Teater Solaris i Grønland opføre »Under uvidenhedens mørke«, som er skabt i samarbejde med det grønlandske Inuit Teatret og skuespiller og producent Nukâka Coster-Waldau.
- Vi var hovednummeret i deres kulturhus i Nuuk, som fyldte 20 år. Og godsejeren var med til at modtage en pris for det arbejde, teateret har gjort for Grønland, siger Josef W. Nielsen.
Teaterbygning i glas
Nu har den visionære godsejer og det ambitiøse teater endnu vildere planer. De vil opføre en teaterbygning i glas. Den skal bygges sammen med godsets gamle silo, hvor der skal etableres hotelværelser med udsigt over godset og landskabet. Der er fundraiset en del midler til projektet, men lige nu afventer teatret og godset de endelige tilladelser.
- Det er planen, at det på sigt skal blive et egnsteater, der kan turnere og har fem-seks forestillinger, som vi kan turnere med på godser og herregårde, siger han.
Josef W. Nielsen blev selv oprindelig hyret ind som skuespiller.
- Jeg blev forelsket i teateret og visionen og tænkte: Det er måske det, jeg skal bruge min energi på i stedet for bare at være skuespiller. At være med til at bygge noget op på de her præmisser. Jeg blev hængende, siger Josef W. Nielsen.
Intet er sort-hvidt
Kompagniskabet med godsejeren, som altså er hele forudsætningen for, at vi sidder i den gamle svinestald, er kun den ene side af teaterets anderledes tilgang.
- Vi vil gerne invitere folk ind og nedbryde fordomme. Det handler ikke om at få opsat nogle klassikere for at fylde teatersale, men om at nedbryde tabuer, siger Josef W. Nielsen, som selv står på scenen sammen med Paw Terndrup i forestillingen »Cellen« om en PTSD-ramt soldat, som får premiere ved Skjoldungefestivallen til sommer.
- Det handler om nogle eksistentielle spørgsmål, som man ikke nødvendigvis stiller de unge, der bliver udsendt som soldater. Her er en anden vinkling. At det ikke er så sort-hvidt, som det kan lyde, når man skal ned og skabe demokrati, eller hvad den overordnede retorik nu er. Sort-hvidt bliver nemt manipulerende, men beslutninger truffet i et splitsekund skal man kunne leve med resten af sit liv, siger Josef W. Nielsen.
Forestillingen er blevet til efter research og samtaler med tidligere udsendte, og Teater Solaris samarbejder med Foreningen Danmarks Veteraner.
- Vi spiller en forestilling i et plausibelt rum med to personer, der anser hinanden som diamentrale modsætninger og ender med at mødes, fordi der opstår en situation, som ingen af dem havde forestillet sig, og hvor det pludselig bliver muligt. Og hvem er så hvad? Hvem er ond, og hvem er god?, siger Josef W. Nielsen.
Pandoras æske
Samarbejdet med Foreningen Danmarks Veteraner betyder, at der efter forestillingen er mulighed for debat mellem publikum, skuespillere og tidligere udsendte.
- Det bliver muligt at tale sammen og ikke bare pege fingre, se ned på nogen eller ynke dem. Vi som skuespillere sætter et scenarie op, men det, at vi kan spørge en veteran, er jo guld værd, siger Josef W. Nielsen, der har oplevet, at folk tager godt imod den ekstra dimension, som Teater Solaris har gjort til praksis også ved tidligere forestillinger.
- De gange, hvor vi ikke har taget de dialoger, oplevede vi, at folk sad og græd rundt omkring efter forestillingen. Vi havde åbnet Pandoras æske, og så lod vi det være op til folk selv bagefter, siger han og tilføjer, at man selvfølgelig er velkommen til at gå, når sidste scene er spillet.
- Det er ikke alle, der føler, det er en del af at gå i teateret. Men hvis ikke vi gjorde det, så var vi næsten nødt til at spille en historie med happy ending, for ellers bliver det virkelig tungt. Men de temaer, vi kredser om, har ikke nødvendigvis en happy ending. Vi skal finde en healing, ikke en happy ending. Vi er ikke interesserede i at tegne et billede af, »at det er sådan, det er, og at det bare er dig, der ikke forstår det«, siger Josef W. Nielsen.
Det handler om at åbne op og kaste sin gamle ham. Om at nedbryde verdensbilleder, så der opstår noget nyt. Og om at være villig til at flytte sig.
- Det lyder måske hippieagtigt. Men det virker faktisk at sætte sig i hinandens sted. Vi bliver nødt til at lade være med at dømme hinanden, siger Josef W. Nielsen.
Det er ikke kun er et grundelement i teatrets forestillinger, men også den måde, de arbejder på.
- Det der gør, at vi er stærke, er, at vi har hinanden. Det ville være faldet sammen 100 gange, hvis ikke vi bakkede hinanden op, siger Josef W. Nielsen og afviser mit forsigtige forslag om, at det betyder, at der alligevel er en lykkelig slutning.
- Der er ikke nogen happy ending, det er en kontinuerlig rejse.
