Interessen var i den grad tilstede første gang, og nu forsøger Lejre Kunstforening så at gentage succesen.
LK Åben 23 er navnet på en ny censureret udstilling, som sammenslutningen af lokale kunstnere har sat på plakaten i slutningen af januar måned.
Det oplyser Lejre Kunstforening.
- Det bliver en stor, flot og varieret udstilling med maleri, akvarel, collage, tryk, foto, keramik, skulptur og smykker, lyder det i en pressemeddelelse forud for udstillingen.
Artiklen fortsætter under billedet
LK 23 ferniseres i Domus Felix i Lejre by lørdag 28. januar klokken 13.00-16.00, hvor der også er mulighed for at få en snak med kunstnerne bag udstillingen, der kommer fra hele Sjælland.
Varieret udtryk
Lejre Kunstforening fortæller, at en rød tråd i LK 23 er lysten til at lege med materialerne.
Skulpturer vil således både være udformet i bronze og fiberbeton, mens billedkunsten på væggene byder på en blanding af akvarel, olie, akryl, tryk, powertex og olie- og tegnekridt. Billeder i nål og tråd og collage er også på tapetet, såvel som leg med fotoets digitale muligheder, og dronefotoets nye perspektiver på verden.
LK 23 kan opleves frem til 24. februar i Domus Felix’ åbningstid. Dog er udstillingens skulpturer kun opstillet i åbningsweekenden, der udover lørdagens fernisering tæller søndag 29. januar klokken 11.00-16.00.
Lejre Kunstforening vælger og køber kunst på LK Åben 23 til foreningens generalforsamling sidst i februar måned.
