Kultur- og festdage fylder Gentofte med oplevelser

Danmarkshistorie, kunst og korsang. Fællesspisning, børneteater og festivalstemning.

Gentofte Kultur & Festdage ruller sig ud fra torsdag 8. til søndag 11. juni med kulturoplevelser for hele familien. Og nu er programmet klar.

Kultur & Festdage favner bredt i år med et hav af arrangementer - både gode traditioner og nye oplevelser. Fra torsdag til søndag kan man nå ud i alle kroge af Gentofte, hvor der venter koncerter i alle musikgenrer, historiske vandreture, rundvisninger, udstillinger og masser af fest i gaderne.

I år er det 24. gang, at foreninger, kirker, kulturinstitutioner, handlende, frivillige og mange andre går sammen om at skabe gode oplevelser for alle, der har lyst til at være med.

Børn og barnlige sjæle er inviteret til familiefestivalen 'Sej, Sund og Sikker' i Øregårdsparken lørdag 10. juni - her kan man møde Kristian fra Ramasjangmysteriet, der underholder fra scenen og man kan danse sig varm i solen med en stribe af danseentusiaster.

Naturligvis kan ungerne også løbe Centimeter Maraton med Rasmus Klump og Børneulykkesfonden og lege, hoppe og hygge med alt det seje, sunde og sikre.

Og så har Gentoftes handelsstrøg sørget for masser af gadesjov - fra børneteater til klovnerier.

For de større børn er der et scoop i vente i Waterfront, hvor man kan møde YouTubefænomenet Rasmus Brohave.

Endelig kan man glæde sig til en koncert med Sigurd Barrett, der synger sig igennem Danmarkshistorien sammen med Det Danske Spirekor og Børnekor - lige fra Harald Blåtand til nutiden.

Der er historie alle vegne, og man kan gå med på byhistoriske vandreture og finde kulturspor fra det gamle Gentofte.

Søndag 11. juni er der historisk familiedag i Bernstorff Slotshave, hvor man kan smage på livet som henholdsvis bonde og adel i 1700-tallet, lege gamle lege og møde Dronning Louise.

Det er også under Kultur & Festdage, man kan dyrke fællesskabet. Både på Hovedbiblioteket og på Restaurant Grand B på Travbanen er der arrangeret fællesspisninger, hvor man kan mødes på kryds og tværs af vaner og meninger. Det samme gælder i handelsgaderne, hvor der især lørdag formiddag er lagt op til at blive hængende og hygge med god musik og gode tilbud.

Vil man se på lokal kunst, så er der både udstilling i Rådhushallen, på facaden af Dagcentret Vennerslund og i Svenske Villa, hvor man kan møde Gentoftekunstneren 2017 Anna Blincoe og se, hvordan hun arbejder med sine gigantiske blomsterbilleder.

Gentoftes kirker lokker med klassiske koncerter, men man finder også jazz, pop og folk i programmet.

Kultur & Festdage byder også på mere utraditionelle koncertoplevelser - folkcountry under træerne i Forstbotanisk Have og violinisten og stortalentet Kaya Møller blandt gamle brandbiler på Gentofte Brandmuseum.

Langt det meste er gratis, der er dog enkelte arrangementer, hvor der er entré, og hvor man skal tilmelde sig på forhånd.

Se mere på www.kulturogfestdage.dk. Det trykte program kan hentes på bl.a. bibliotekerne.

jesl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...