Millionlønnet chef har fulgt kommunaldirektør i flere job

Trods dundrende underskud i 2016 på 157 millioner kroner er der stadig plads til høje lønninger på chefgangen i Slagelse Kommune. Det viste sig blandt andet, dengang Slagelse Kommune ansatte sin chef for det nyoprettede ledelsessekretariat, Tina Wahl, som har 12 personer under sig.

Hun får, som Sjællandske tidligere har beskrevet, én million i lønningsposen årligt, inklusive pension, hvilket gør hende til en chef i den tunge ende af lønskalaen. Centerchefer ligger under.

Jane Wiis, kommunaldirektør i Slagelse Kommune, mener imidlertid ikke, at det er en krone for lidt. Det siger hun til Sjællandske.

- Hvis man i en virksomhed som vores skal tiltrække de rette kompetencer på dette niveau i denne type chefstillinger, så er det et lønniveau, vi må betale, siger kommunaldirektøren, som i øvrigt kender chefen for ledelsessekretariatet vældig godt.

Jane Wiis og Tina Wahl har nemlig arbejdet sammen flere steder tidligere.

I Københavns Kommune har de arbejdet på skiftende tidspunkter, men i både Greve Kommune, i Kommunernes Landsforening og nu også i Slagelse Kommune har de været ansat på samme tid. Alle steder har Jane Wiis været overordnet.

I Greve Kommune var Tina Wahl ifølge sit CV juridisk konsulent på borgmesterkontoret. Det fra 2000-2003, hvor Jane Wiis var vicekommunaldirektør samme sted. Sidstnævnte var ansat fra 1999 til 2004.

I KL var de begge ansat fra 2012 og fire år frem til ansættelserne i Slagelse, hvor rollerne er nogenlunde de samme. I KL var Jane Wiis direktør med ansvar for børn, folkeskole, teknik, miljø, socialområdet og sundhed.

Under hende var Tina Wahl ansat som kontorchef i Center for Social og Sundhed, hvor Jane Wiis altså var direktør.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...