I sidste uge fejrede nordmændene 17. maj, som er deres grundlovsdag. Det sker med flag, nationaldragter, musik, fest og champagne til morgenmad. Det er en reel festdag. Den 4. juli fejrer amerikanerne deres svar på grundlovsdag med fyrværkeri, fest og højt humør, og det samme sker verden over. Den 5. juni fejrer danskerne grundlovsdag. Det sker med.? Egentlig ingenting.
I Danmark er grundlovsdag blevet reduceret til politiske arrangementer med grundlovstaler af nationale og lokale politikere, og meget få deltager. Det er ikke noget, man fejrer. Hvorfor gør vi ikke det?
I tidernes morgen var grundlovsdag et fællesarrangement med taler for konge, grundloven og fædrelandet, og den udviklede sig siden hen til at være en platform for politikernes budskaber. I snart 150 år har partierne holdt deres egne grundlovsmøder, og lige så langsomt er opbakningen til fejringen af dagen faldet - præcis som med medlemsskaren. Dengang var der også grundlovsbal, hvor alle havde mulighed for at fejre og feste.
Danmark er til dels et patriotisk land. Vi skambruger fantastiske Dannebrog til alle typer af arrangementer. Stoltheden over at være dansk er helt generelt stor, men vi fejrer ikke vores land og vor grundlov. Vi drikker og fester, hver gang vi får lejlighed til det (højrefløjen fejrer jo nærmest 1. maj, bare for at få en anledning til at drikke). Den festlyst og hang til alkohol, vi danskere har, bør altså kunne kombineres med en fejring af Danmark. Det burde være det mest naturlige i verden.
Jeg ville elske at fejre nationaldagen. Jeg tror faktisk, at jeg vil ville være den første til at bestille en lokal egnsdragt og fejre Danmark ved at gå igennem gaderne med flag, sang og festivitas. Jeg er nok en af de få, som ville synes, at egnsdragterne var en dejlig ting at hoppe i, og selvom vi ikke begynder at gå i tøj fra fordums tid, som man gør i Norge, så bør vi som minimum have en gedigen festdag den 5. juni med flag, musik og meget mere end bare politiske skåltaler. Det fortjener vi.