LISELEJE De to foreninger liselege.dk og Vennerne (tidligere Melbylejrens Venner) er gået i samarbejde om en række aktiviteter i Liseleje.
"Vi elsker Liseleje og vil gerne anvende naturen til oplevelser og vise det smukke område, vi bor i, for så mange som muligt," udtaler Anouschka Andersen og Alice Skaubye fra de to foreninger.
Første arrangement "Sauna Guzzz" er allerede den kommende weekend 13. - 14. maj kl. 10-16: "Det er en gammel drøm, som nu er gået i opfyldelse. Vi har lejet en mobil sauna, så folk har mulighed for at opleve en opfriskende dukkert i vores dejlige Kattegat og derefter hoppe en tur ind den brændefyrede sauna og få varmen igen."
Oplevelsen kan bookes på tlf 2250 5252 eller på Liselege.dk.
"Håbet er, at denne oplevelse kan inspirere til, at vi kan få en fast sauna til de mange vinterbadere, som er i området," lyder det fra de to kvinder.
Sommeren igennem er der flere aktiviteter i vente:
Søndag 11. juni er der marked under overskriften "Liv og leg , Haver og Maver".
Fredag 30. juni er der Store Badedag, hvor det gælder om at få så mange i vandet som muligt - i konkurrence med Hornbæk.
I løbet af sommeren bliver der fem "syng solen ned" arrangementer i klitterne for enden af Classensvej. Første gang lørdag 24. juni kl 21.30.
kil@lokalavisen.dk