Danser med Drenge fik en hård fødsel. Men i dag er det velvoksne band i topform og klar til endnu en turné med mange udsolgte koncerter.
De mødtes i børnehaven. Og siden da har de leget sammen - og gør det stadig. 62-årige Klaus Kjellerup og 64-årige Henrik Stanley Møller.
I de sidste mange år har musikken været deres levevej. Og de nyder det fortsat - selvom pensionsalderen er inden for rækkevidde. Men så længe de laver det, de godt kan lide, er der ingen grund til at trække sig tilbage.
OPLEV er med på en lytter i et lokale på Refshaleøen på Amager. Overalt står instrumenter og anlæg. Her er bandet Danser med Drenge ved at varme op til årets turné.
Tøsedrenge
Kapelmester Klaus Kjellerup og »Stanley« med den karakteristiske røde hat er for 24. år i streg snart klar til at tage på landevejen med deres musikalske legekammerater.
Omkring 20 koncerter i løbet af foråret og efteråret. Og selvom bandet har mange år på cv'et, så går det strygende med at sælge billetter. Flere steder på den kommende turné kan der allerede meldes udsolgt.
Det var helt tilbage i 1978, at Klaus Kjellerup og Henrik Stanley Møller startede Tøsedrengene. Efter fem år trak Klaus sig og prøvede lykken som solist.
- Men jeg måtte jo nok erkende, at sanger, det bliver jeg sgu aldrig, fortæller han grinende.
Ved et tilfælde hørte han den unge sangerinde Philippa Bulgin. Det var faktisk den gamle Tøsedrenge-forsanger, Anne Dorte Michelsen, som havde hørt hende synge ved et julearrangement på Christiania.
Philippa kom til audition, og Klaus Kjellerup kunne straks høre potentialet:
- Det lyder sgu fedt!
Philippa blev engageret, men lykken varede kort. Det blev kun til ét album med hende, inden hun døde.
Publikum skal ikke slides op
Efter en synkepause kom bandet til hægterne igen - og turnerer nu land og rige rundt hvert år.
- Vi har ikke behov for flere end cirka 20 koncerter om året. Vi skulle jo nødigt slide publikum op. Og vi er jo også blevet ældre, ikke? Det gør publikum også. Dem, der i starten var 25, er jo blevet 50 år, fortæller Kjeld Kjellerup
Det er ikke sådan lige at for- ny repertoiret. Publikum vil helst høre de gamle klassikere, som de kan skråle med på.
- Men vi har da et nyt nummer, »Du måtte jo videre«, med på den kommende turné.
En af mange styrker ved Danser med Drenge er, at de har et meget bredt og sangbart materiale. Ordene »ligger godt i munden«. Det er godt håndværk.
Og det er ikke bare ord for ordenes skyld.
- Jeg nægter at skrive en tekst uden indhold. Mange af vores tekster er alvorlige. Tekster, der sætter tankerne i gang. Men vi har skam også sjove tekster, og vi breder os over alle genre. Det eneste, vi ikke spiller, er polka, fortæller Klaus Kjellerup og griner højlydt.
Omkring 20 koncerter lyder ikke af meget for at gøre det til en levevej.
- Jamen så længe publikum vil betale 300 kroner for at komme ind og høre os, så kan vi godt leve af det, forklarer kapelmesteren.