Festkoncert fejrer Niels W. Gade

FRederikssund I år fejrer vi komponisten Niels W(ilhelm) Gades 200 års fødselsdag; og nej, han var slet ikke i familie med Jacob Gade, som skrev den verdensberømte Tango Jalousi.

Niels W. Gade vandt som 22-årig en konkurrence, som den københavnske musikforening havde udskrevet om den bedste koncertouverture. Han vandt den med sin Ossian Ouverture, som opføres af Frederikssund Symfoniorkester ved Gade Festkoncerten, søndag d. 30. April kl. 15.00 på Frederikssund Gymnasium.

Ved koncerten opføres tillige Gades nok mest kendte og elskede værk, Elverskud, som handler om hr. Oluf, som red ud sent om aftenen før sit bryllup for at indbyde nok en gæst, som han beroligende sagde til sin bekymrede moder. I virkeligheden var han urolig og red ud for at finde sjælsro. Men i stedet mødte han Elverkongens datter, som bød ham op til dans. Det skal man ikke lade sig friste til, for så bliver man fortryllet. Og river man sig løs (som hr. Oluf gjorde) tilføjer Elverkongens datter ham banesår. Hr. Oluf falder død fra sin hest ved ankomsten til sin borg.

Denne enkle og mytiske handling har fået storslået -og meget dansk- musik, og ved koncerten fremføres den af Frederikssund Symfoniorkester, Fjordkoret suppleret med korsangere fra omegnen samt solisterne Marianne G. Nielsen og Kristine Faurschou (som begge medvirkede ved opførelsen af samme værk i 2005 - i anledning af Fjordkorets 25 års jubilæum) Desuden synger Simon Sumal hr. Olufs parti.

Der bliver også tid til et par folkelige sange fra Gades periode, ligesom stemningen sættes fra begyndelsen med en fællessang.

Det hele dirigeres af Syssen Kappel og Bo Davidsen, og Niels Elberling fortæller om musikken og komponisten, hvorved det hele bindes let og humoristisk sammen.

Billetter á 120 kr. kan købes i forsalg i Thinghøjs Boghandel og ved indgangen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...