"OG (Fuck Øgy) OG OG OG" stod der skrevet med sort spraymaling på Øregård Gymnasiums mure onsdag morgen i sidste uge.
Forkortelsen 'OG' kunne næsten ikke henvise til andet end Ordrup Gymnasium, og her fandt elever og lærere hurtigt ud af, hvem der stod bag hærværket.
De to pågældende drenge gik nemlig til bekendelse samme dag, fortæller OG's rektor Søren Helstrup.
"Da de fandt ud af, hvor meget støj og ballade, det havde skabt, kom de selv og sagde, det var dem. Og i torsdags var de selv rundt på Øregård og undskylde. Så vidt jeg er orienteret blev deres undskyldning modtaget med klapsalver, og Øregårds elevrådsformand sagde nogle bevingede ord om, at det, de har gjort ikke var særlig smart, men at det nu er glemt," siger han og oplyser, at drengene spraymalede naboskolen natten mellem tirsdag og onsdag.
De havde også været forbi Gammel Hellerup Gymnasium, men her var hærværket knap så slemt.
"Jeg anser det for at være grove drengestreger. De har slet ikke tænkt over konsekvenserne af, hvad de har lavet. Det er jo ikke en ondsindet handling. De har ikke gjort det for at ødelægge noget eller skabe en stor konflikt mellem Øregård og OG. Det er noget, der er blevet gjort i kådhed, hvor de har gejlet sig selv og hinanden op," fortsætter Søren Helstrup, som bortviste drengene på stedet.
Ifølge ham kommer der højst sandsynligt en erstatningssag mellem Øregård og drengenes familier, når det gælder fjernelsen af spraymalingen.
Om hærværket får flere konsekvenser for drengenes skolehverdag, vides endnu ikke.
"Det er mig og kun mig, der kommer med sanktioner overfor dem. Lærere og elever skal ikke påtage sig en eller anden form for selvjustits. Folk var rasende om onsdagen, hvor jeg også bortviste drengene med det samme. Nu skal jeg have dem til møde i dag (mandag, red.), og så synes jeg ikke, man skal tale det mere op," siger Søren Helstrup, som glæder sig over, at Øregård ikke har aflyst det fælles fodboldarrangement, som skolerne afholder på fredag.
Og han håber, Ordrup Gymnasiums elever fremover vil holde fast i følgende tilgang:
"Dét at være OG'er er ikke at skabe konflikter med andre gymnasier. Det er bare at være stolt af at være OG'er."