Plejecenter udvides for 374 millioner kroner

En del af det eksisterende Plejecenter Sjælsø skal rives ned for at give plads til den ny bebyggelse, der kommer til at rumme cirka 200 boliger. Tegning: Byens Ejendomme

En del af det eksisterende Plejecenter Sjælsø skal rives ned for at give plads til den ny bebyggelse, der kommer til at rumme cirka 200 boliger. Tegning: Byens Ejendomme

Rudersdal: Der kommer flere ældre i fremtiden, og behovet for plejeboliger og ældreomsorg er stigende i Rudersdal. Kommunen har derfor gennem en årrække bygget nye, tidssvarende plejecentre og løbende moderniseret de eksisterende.

Nu er det så blevet Plejecenter Sjælsøs tur. Det skriver Byens Ejendomme på sin hjemmeside.

Plejecentret skal udvides for 374 millioner kroner, og totalentrepriseholdet, der skal stå for udvidelsen er fundet.

- Med udbygning og modernisering af centeret i etaper får vi gradvist flere moderne plejeboliger frem mod 2028, lyder det fra Rudersdals borgmester og formand for bedømmelseskomiteen, Ann Sofie Orth (K) på hjemmesiden.

Gammelt rives ned

En del af den eksisterende bebyggelse skal rives ned for at give plads til den ny bebyggelse. Byggeriet samt den delvise nedrivning af de eksisterende bygninger skal udføres, mens plejecenteret er i drift. Derfor vil arbejdet blive udført i tre etaper, således at beboerne løbende kan flyttes til de nye bygninger, inden de eksisterende boliger rives ned.

Artiklen fortsætter under billedet...

Plejecenter Sjælsø er et af Danmarks største plejecentre med i dag 137 boliger. Efter udvidelsen vil centret rumme cirka 200 boliger.

Plejecentret på Soldraget blev oprindeligt bygget i 1974 og er blandt andet blevet udvidet i 2004. Men en god del af centeret er utidssvarende med blandt andet et-rumsboliger, hvor man både skal spise, sove og opholde sig - og med kun et lille toilet.

140 nye boliger

Det vindende projekt med udvidelsen af Plejecenter Sjælsø består af i alt 140 nye boliger, og de tre etaper udføres i perioden 2023 til 2027.

Den første etape indeholder opførelsen af 42 boliger og forventes påbegyndt efter sommerferien i år. Boligerne skal efter planen være færdiggjort til ibrugtagning den 1. januar 2025.

Anden etape med yderligere 42 boliger forventes klar til ibrugtagning i 2. kvartal 2026, mens tredje etape med 56 boliger ventes klar i 4. kvartal 2027.

Totalentrepriseholdet, der skal stå for udvidelsen af Plejecenter Sjælsø, bliver Adserballe & Knudsen, som sammen med C. F. Møller Arkitekter, Skala Architecture og ABC Rådgivende Ingeniører har vundet udbuddet.

Det samlede budget for alle tre etaper er på 374 millioner kroner. Det er inklusiv moms og værdi af grund. Hertil kommer indeksregulering af entreprisen med virkning fra ét år efter tilbudsdatoen, skriver Byens Ejendomme på hjemmesiden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...