Fodboldaftale på plads

En ny fodbold-aftale er på plads. Et stort flertal i byrådets kulturudvalg har vedtaget en ny aftale mellem Næstved Kommune og aktieselskabet Næstved Boldklub. Den ny aftale skal gælde i to år, og det er en forlængelse af den nuværende aftale, med den ændring, at det årlige tilskud reduceres med 25.000 til 675.000 kroner.

Fodboldaftalen skal til endelig godkendelse i byrådet. Det sker den 25. april, men det ventes at være en formalitet. I kulturudvalget stemte både Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative for den nye aftale. Kun den radikale Lars Hoppe Søe stemte imod.

Flertal sikret

Der er delte meninger i alle partier, så måske vil flere partier blive splittet i byrådet. Men det ændrer ikke, at der er et stort flertal for aftalen.

- Fodbold er noget som mange elsker. Og mange elsker at hade. Derfor er der delte meninger. Det tror jeg, at der er i de fleste partier. Men jeg forventer et stort flertal for fodboldaftalen i byrådet. Beløbet til Næstved Boldklub er lidt mindre, men det er en lille nedgang i forhold til, hvad så mange har været ude for. Blandt andet enprocent besparelser, siger kulturformand Linda Frederiksen (S) til Sjællandske.

Forberedt på nedrykning

Den nye fodboldaftale gælder frem til sommeren 2019, og de 675.000 kroner forudsætter, at Næstved Boldklub spiller i 1. division. I øjeblikket ligger klubbens hold til nedrykning, men det er der taget højde for i aftalen. Hvis Næstved Boldklub fra efteråret er placeret i 2. division reduceres det kommunale tilskud til 625.000 kroner - et minus på 50.000 kroner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...