Det markante konservative byrådsmedlem Anders Drachmann, som blandt andet har plads i Økonomiudvalget og ikke mindst i Teknik- Miljø- og Klimaudvalget, stiller alligevel op igen til kommunalvalget til november, fortæller han tirsdag aften til Frederiksborg Amts Avis.
Drachmann, som blev valgt til Byrådet ved sidste valg, var da også i begyndelsen af i år blevet genopstillet på den konservative liste med en placering som nummer 20.
Han meddelte imidlertid senere i januar, at han valgte at trække kandidaturet på grund af travlhed i advokatfirmaet, Drachmann Advokater.
Nu har Anders Drachmann alligevel efter samråd med firmaets fire partnere valgt at forsøge at blive valgt for endnu en periode.
- Lysten har skam hele tiden været der, det er ikke det. Det afgørende var, at mine partnere sagde, at de godt mente, at jeg kunne passe jobbet samtidig med byrådsarbejdet, forklarer Drachmann, som har været i kontakt med den konservative partiforening, som har budt ham velkommen tilbage på opstillingslisten.
Ikke bare nej, nej, nej...
- Jeg synes det er interessant, det er også en hobby, siger han, som med 469 personlige stemmer fik tredjeflest stemmer blandt de konservative kandidater ved det seneste valg.
Han forklarer endvidere, at han fortsat brænder for arbejdet i særligt Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget.
- Det er et udvalg med meget læsestof, hvor man har mulighed for at møde borgerne, og ikke mindst også hjælpe dem. Det handler også om muligheden for ikke bare at sige nej, nej og nej, siger han.
Han synes dog også, at arbejdet i Økonomiudvalget er spændende, og giver et indblik i hele kommunens arbejde.
Kontroversiel
På trods af de fine stemmetal, så er Drachmann til tider også en kontroversiel byrådspolitiker, som i løbet af byrådsperioden i flere tilfælde har valgt at gå imod borgmesterens og byrådsgruppens linje, hvilket blandt andet gjaldt i sagen om grundejerforeningen Julianelund, som dog siden ser ud til at være blevet løst til beboernes glæde og fordel.
- Det er rigtigt, at jeg nogen gange vælger at sige, at her har jeg altså en anden vurdering. Men det betyder jo ikke, at jeg på noget tidspunkt har været ved at vælte borgmesteren eller lignende, siger han.
Han understreger også, at der - set procentvis - har været en meget beskeden del af sager, hvor han har stemt anderledes end partilinjen.
Er det sådan, at du er blevet bedt om at rette ind før genopstillingen?
- Nej, det tror jeg, at de kender mig for godt til at gøre, siger han.
Konservative kører med sideordnet opstilling til byrådsvalget, så placeringen på opstillingslisten har en beskeden betydning for muligheden for at blive valgt.
